Det tyske flyselskab Condor åbner i maj 2027 to daglige afgange mellem Stockholm og Frankfurt. Dermed går selskabet ind på en rute, hvor Lufthansa i dag har op til 35 ugentlige afgange.
Lufthansa og Condor var engang tætte samarbejdspartnere. Nu er de i stedet konkurrenter, og den konkurrence kommer man nu til at mærke i Skandinavien.
Det sker i maj 2027, når Condor åbner en direkte rute fra Stockholm-Arlanda til Frankfurt med to daglige afgange opereret af fly i Airbus A320-familien med op til 180 passagerer. Det skriver Swedavia i en pressemeddelelse.
I forvejen flyver Lufthansa fem gange dagligt til det store trafikknudepunkt i Frankfurt på en rute, hvor der er et mix af transferpassagerer og passagerer i den lokale trafik.
“Den nye rute vil forbedre tilgængeligheden til Tyskland og Europa, men også til Caribien, Afrika, Asien og USA, og giver de rejsende adgang til en lang række spændende destinationer via Condors omfattende rutenetværk,” siger Aron Backström, kommerciel direktør hos Swedavia.
En strategisk satsning
Condor har tidligere nydt godt af feedertrafik fra Lufthansa, men siden Lufthansa ikke længere ville give specialpriser på ruterne til Frankfurt, hvor Condors interkontinentale trafik primært udgår fra, har Condor været tvunget til selv at flyve sine passagerer ind til den store tyske lufthavn.
I dag er Condor det næststørste flyselskab i Frankfurt Lufthavn, og fra sommeren 2027 flytter selskabet ind i den nye Terminal 3, der skal være basis for yderligere vækst.
Condor vil i sommertrafikprogrammet 2027 foreløbigt tilbyde 27 langdistanceruter fra Frankfurt til destinationer i USA, Canada, Caribien, Asien, Mellemøsten og Afrika. Blandt disse er tilbagevendende ruter til Chicago, der starter den 14. maj 2027 samt Windhoek, der vender tilbage i slutningen af juni.
“Vi foretager en strategisk satsning på den fortsatte udvikling af vores hub i Frankfurt Lufthavn ved at udvide vores rutenetværk. Vores gæster vil kunne drage fordel af et endnu bredere europæisk udbud samt smidige forbindelser til vores destinationer rundt om i verden. Frankfurt styrker dermed yderligere sin position som et vigtigt internationalt knudepunkt for både forretnings- og ferierejser,” lyder det fra Pierre Dominique Prümm, der er kommerciel direktør hos Condor.
Relaterede artikler:
Efter 70 år: Første rute fra Frankfurt til London

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


