Fly lastes med fragt. (Foto: Envato Elements | Avinor | PR)

Beijing Capital Airlines med fragtrute fra Oslo

Stigende efterspørgsel på fisk og skaldyr har ført til, at der i den kommende måned etableres en fragtrute mellem Norge og Kina, hvormed der kan eksporteres 210 ton seafood om ugen.  

Fisk og skaldyr er et stort marked for erhvervslivet i Norge, der eksporterer seafood til hele verden. Dét i en sådan grad, at 2023 ifølge brancheorganisationen Norges Sjømatråd blev et rekordår på området, da eksportværdien aldrig tidligere har været højere.

I alt blev der eksporteret fisk og skaldyr for 172 milliarder norske kroner, hvilket svarer til 111 milliarder danske kroner, i løbet af det forgangne år. Dermed er fisk og skaldyr samlet set landets næststørste eksportprodukt kun overgået af olie og gas.

Et af de markeder, hvor der er appetit på fødevarer fra de norske farvande, er Kina, og nu kan den norske lufthavnsoperatør Avinor fortælle, at man har indgået aftale om etableringen af en fragtrute, som netop skal bidrage til at imødekomme den stigende kinesiske efterspørgsel.

Vil flyve med A330-300’er
Flyvningerne på den kommende rute vil foregå mellem Oslo-Gardermoen (OSL) og Chengdu Tianfu International Airport (TFU) med en mellemlanding i Astana, der er hovedstaden i Kasakhstan. Ruten vil blive betjent tre gange ugentlig med flyvninger tirsdage, torsdage og lørdage.

Det bliver Beijing Capital Airlines, der vil stå for beflyvningen i et af de Airbus A330-300-fly, som lavprisselskabet har fem af i flåden, der alt i alt består af 85 Airbus-fly fordelt på A319-, A320-, A321- og A330-serierne med en gennemsnitsalder på 9,9 år.

Yderligere lyder det, at det bliver handlingsselskabet Oslo Seafood & Cargo Center AS (OSCC), der vil håndtere flyvningerne, når driften på den nye rute går i gang den 4. april.

Har registreret kraftig stigning
Eva Beate Lande, der er shippingchef hos Avinor, ser væsentlige muligheder i fragtruten, fortæller hun.

”Med en kapacitet på at sende 210 ton frisk fisk direkte til det kinesiske marked hver uge, forkorter vi transporttiden markant. Det er afgørende for, at vi hurtigere kan nå vores partnere i Kina især nu, hvor markedet åbner sig efter lempelsen af de langvarige COVID-19-restriktioner.”

”Vi har oplevet en kraftig stigning i eksporten af ​​fisk og skaldyr til Kina siden 2019, og det er vigtigt at have direkte ruter som denne, hvis vi skal understøtte yderligere vækst.”

Shippingchefen oplyser, at der bliver en fragtkapacitet på 70 ton per afgang, og mens den skal bruges til seafood på flyvningerne til Kina, vil den blive benyttet til import af forskellige varer fra Kina, når flyene atter sætter kursen mod Skandinavien.


Relaterede artikler:

Første Lufthansa-fragtrute mellem Belgien og USA

FarCargo debuterer med ny fragtrute

Esbjerg tager fragtrute fra Billund