En Airbus A220-300 fra det lettiske flyselskab Air Baltic. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Air Baltic: Største omsætning på et første halvår nogensinde

En rekord. Sådan beskriver Air Baltic resultatet for første halvår af 2023, hvor flyselskabets omsætning var på over to milliarder kroner. Ambitionen er, at det tal skal mere end fordobles i år.

Ledelsen hos Air Baltic er godt tilfredse med den måde, som den økonomiske udvikling er forløbet på i første halvår. Det står klart efter, at det lettiske flyselskab har offentliggjort en række resultater for perioden fra begyndelsen af januar til og med juni.

Heri lyder det nemlig, at selskabet har sat rekord og opnået den højeste omsætning for første halvdel af et år, som man nogensinde har haft. I alt omsatte Air Baltic for 285 millioner euro, hvilket svarer til 2,1 milliarder kroner.

Resultatet repræsenterer en stigning på 49 procent i forhold til de første seks måneder af 2022, hvor Air Baltics omsætning var 191 millioner euro (1,4 milliarder kroner). Det er dog værd at holde sig for øje, at COVID-19-pandemien spillede en større rolle i den samme periode sidste år, end den har gjort i år.

Øger i forhold til 2022
Air Baltic oplyser desuden, at to millioner passagerer har rejst med selskabet i første halvår af 2023, hvilket svarer til 90,9 procent af 2019-niveauet, da der for fire år siden var 2,2 millioner rejsende i samme periode.

Det aktuelle tal er en forbedring på 53,8 procent i forhold til første halvår af 2022, da flyselskabets passagertal på daværende tidspunkt var på 1,3 millioner.

Antallet af flyvninger, som selskabet har foretaget, er også blevet øget i år, når man sammenligner med de første seks måneder af 2022. Air Baltic har nemlig gennemført 20.300 flyvninger. Det er en stigning på 20,1 procent sammenlignet med de 16.900, der fandt sted i de første seks måneder af det forgangne år.

Håber på 700 millioner euro
I forbindelse med offentliggørelsen af de foreløbige nøgletal for januar til og med juni knytter Martin Gauss, der er koncernchef hos Air Baltic, en kommentar til flyselskabets forventninger til resten af året.

”De resultater, som vi har opnået i første halvår af 2023, har oversteget vores forventninger. Derudover har vi indtil videre har vi udsigt til at få en god sommer, hvor hver måned, der går, bidrager til en opadgående tendens.”

”I forhold til de første seks måneder har vi oplevet en markant vækst i både omsætning, passagertal og antal flyvninger. Når vi kigger fremad til de næste seks måneder, har vi et mål om at nå en omsætning på 700 millioner euro (5,2 milliarder kroner) samt at passagertallet skal stige til 4,4 millioner i løbet af resten af i år.”


Relaterede artikler:

Air Baltic vil også wetlease fra Fly2Sky

Åbner ruter til Gran Canaria fra tre danske lufthavne

Air Baltic tvunget til at wetlease fra andet selskab