Et af Air Frances Airbus-fly skal minde passagerer om, at Paris er vært for dette års sommer-OL, da flyet både har fået særligt kaldenavn samt en bemaling, der afspejler den store begivenhed.
Lyon, Saint-Denis de la Réunion og Grasse er tre af de franske byer, der indtil videre har fået fly i Air Frances flåde opkaldt efter sig. Det er en praksis, som flyselskabet påbegyndte i 2019 med henblik på at kunne markedsføre hjemmemarkedet i andre dele af verden.
Indtil videre har Frankrigs hovedstad dog måtte spejde forgæves efter et fly, der bærer dennes navn, men det er der netop blevet ændret på. Det er sket i forbindelse med, at Paris skal være værtsby for dette års sommer-OL.
Den store sportsbegivenhed går i gang fredag i denne uge og varer indtil søndag den 11. august, og den har givet anledning til, at Air France nu har valgt at opkalde et spritnyt Airbus A350-900-fly efter netop byernes by.
Er udsmykket med flere logoer
OL-flyet bærer registreringen F-HUVJ, og det er et af de i alt 33 Airbus A350-900-fly, som Air France har i flåden. Torsdag i sidste uge foretog det først en positionsflyvning fra den europæiske flyproducents faciliteter i Toulouse til Charles de Gaulle-lufthavnen (CDG) i Paris.
Herfra lettede det senere på dagen og foretog dets første kommercielle flyvning, der fandt sted mellem den franske hovedstadslufthavn og Hong Kong International Airport (HKG).
I tillæg til at Airbus-flyet er blevet opkaldt efter Paris, afspejler dets bemaling også den særlige anledning, da flyet er dekoreret med kaldenavnet Paris samt de officielle logoer for såvel de olympiske som de paralympiske lege på siden af skroget.
Sidstnævnte afvikles fra den 28. august til og med den 8. september.
Ventes at vælge Paris fra
Air France forventer at varetage en hel del af de flyvninger, der hører med til den store begivenhed. Selskabet regner med, at 15 procent af de olympiske og 35 procent af de paralympiske atleter samt 13 procent af andre OL-aktører vil gøre brug af selskabets fly.
Som følge af sommer-OL ventes det dog også, at færre turister vil rejse til Paris denne sommer. Tidligere på måneden anslog Air France, at man vil gå glip af indtægter på mellem 160 og 180 millioner euro (1,2-1,3 milliarder kroner) i løbet af højsæsonen.
Den udvikling tilskrives højere priser på hotelværelser og restaurantbesøg som er en konsekvens af OL, ligesom en del ventes at vælge Paris fra, fordi de ønsker at undgår det postyr, som en begivenhed af OL-kaliber bringer med sig.
Relaterede artikler:
Officielt: SAS i codeshare med Air France-KLM