Airberlin i skandinavisk offensiv

Fra begyndelsen af maj måned næste år vil Airberlin åbne en rute med tre daglige afgange mellem Düsseldorf og Stockholm. Samtidig øger selskabet på ruterne fra Berlin til København og Gøteborg.

Tysklands næststørste flyselskab ønsker at få endnu bedre fodfæste i det skandinaviske marked. Derfor indledes næste forår en offensiv med sigte på at bringe flere passagerer til selskabets trafikknudepunkter i Berlin og Düsseldorf og derfra videre ud i verden.

Først og fremmest vil Airberlin åbne en rute mellem Düsseldorf og Stockholm med tre daglige afgange opereret med 150-sæders A319-fly. Dermed kommer Airberlin i frontal konkurrence med SAS og Eurowings (Lufthansa), der begge flyver på ruten i forvejen.

Herudover øger Airberlin på ruterne fra København og Gøteborg til Berlin, så der i alt vil blive tilbudt fire daglige afgange. Forbindelserne til Düsseldorf er tilpasset det tyske selskabs fire nye interkontinentale ruter til Boston, Dallas, San Francisco og Havana på Cuba.

Udover den nye rute til Stockholm samt de ekstra afgange til København og Gøteborg vil Airberlin også fra samme tidspunkt indsætte større fly mellem Billund og Berlin.

“Vi ønsker at styrke vores konkurrenceposition i Europa med nye destinationer og flere afgange på større ruter. Det er den eneste måde, at vi kan være forrest, især i det vigtigt segment med forretningsrejsende,“ siger Airberlins koncernchef Stefan Pichler i en pressemeddelelse.

Düsseldorf får større betydning
Udover det skandinaviske marked har Airberlin vendt sig mod Italien. Det betyder, at der etableres en rute fra Düsseldorf til Bologna med tre daglige afgange, mens ruterne fra Düsseldorf til henholdsvis Venedig og Firenze bliver opgraderet fra en til tre daglige afgange.

Den italienske satsning kommer som en konsekvens af, at Etihad Airways den 1. januar i år overtog 49 procent af Alitalia, ligesom selskabet også har en stor ejerpost i Airberlin. Via partnerværket og en codeshare-aftale forsøger det Abu Dhabi-baserede flyselskab at optimere investeringerne i de to selskaber.

Düsseldorf Lufthavn bliver et stadig større fokuspunkt for Airberlin, der etablerer en lang række føderuter til europæiske byer for at kunne skabe grundlaget for væksten på de interkontinentale ruter fra lufthavnen, der sidste år havde næsten 22 mio. passagerer gennem terminalerne.

Udover de fire nye interkontinentale ruter til Boston, Dallas, San Francisco og Havana flyver Air Berlin også til New York-JFK og Los Angeles samt Miami og Fort Myers i Florida. Fra Berlin betjenes New York-JFK og Chicago.