Airbus A350-1000 havde 10.000 besøgende på sin tre ugers rundrejse. Foto: Airbus.

Airbus A350 godkendt til 480 passagerer

Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur har godkendt, at Airbus A350-1000 kan bestilles med op til 480 sæder, hvilket er 40 mere end hidtil.

Fremover kan flyselskaberne bestille den moderne Airbus A350-1000 med endnu flere sæder.

Det europæiske luftfartsikkerhedsagentur, EASA, har nemlig givet tilladelse til, at Airbus fremover kan indrette flytypen med hele 480 sæder, hvilket er 40 mere end den hidtidige tilladelse.

Forøgelsen af sædeantallet i Airbus A350-1000 er gjort muligt med udviklingen af en ny ’Type A+’-nødudgang, hvorfra der vil være en dobbelt evakueringssliske. Lignende installation er kendt fra Airbus A330-900 med 460 sæder.

Versionen med 480 sæder kræver, at der installeres 10 sæder på hver række i en ét-klasses kabinekonfiguration. Herudover skal den nye type nødudgang installeres på alle fire døre i hver side af flyet.

EASA har godkendt A350-1000 til at have tre kabinezoner. I den forreste kabine af flyet stiger antallet af sæder fra 110 til 120, mens den midterste kabine kun stiger fra 177 til 180 sæder. Den største forskel fra den tidligere -1000-version til 480-sæders-versionen er i den bageste kabine. Her stiger antallet af sæder fra 153 til 180.

Hvis det maksimale antal sæder i et givent fly overskrider 400, skal kabinebesætningen bestå af fire personer i hver kabinedel – og dermed 12 medarbejdere i alt.

Kommende operatører af A350-1000
Spørgsmålet er, hvilke flyselskaber der eventuelt vil være interesseret i at købe en Airbus A350-1000 med 480 sæder.

Indtil videre har de flyselskaber, som har A350-1000 i flåden, et godt stykke under de 480 sæder. Lanceringskunden Qatar Airways har en tre-klasses kabinekonfiguration med i alt 327 sæder, mens Cathay Pacific har 334, British Airways 331 og Virgin Atlantic 335. Air Caribes kommer tættest på med 429 sæder, når selskabet modtager det første af tre A350-1000 senere i december. Det skriver luftfartsmediet AirInsight.

Asiana, Japan Airlines og LATAM Airlines er nogle af de flyselskaber, der står til at modtage A350-1000, og hvor kabinekonfigurationen endnu ikke er kendt.

Airbus har med sædeforøgelsen på A350-1000 øget sin konkurrenceevne med Boeings kommende 777X. En af operatørerne af den nuværende Boeing 777-300ER er eksempelvis Air Canada, der med 451 sæder har den mest pakkede version.

 

Relaterede artikler:

Airbus A350-1000 får debut i Skandinavien

Virgin Atlantic modtager første A350-1000

Tre ugers rundtur for Airbus A350-1000 er slut