Et Airbus A321-fly fra JetBlue lander i Oakland. Foto: Bill Larkins / Wikimedia Commons.

Amerikansk lavprisselskab lun på Europa

Det store amerikanske lavprisselskab JetBlue har kig på transatlantiske flyvninger indenfor få år.

Norwegian og de store netværksselskaber kan meget vel gå hen og få konkurrence på flyvningerne mellem Europa og USA fra en af de største og mest succesfulde spillere på det amerikanske marked.

Det er lavprisselskabet JetBlue, der i forbindelse med afgivelsen af en ordre på nye Airbus-fly ikke lægger skjul på, at selskabet er særdeles lun på ideen om at begynde at flyve til Europa. JetBlue bestilte i denne uge 15 eksemplarer af Airbus A321ceo og 15 eksemplarer af den nye A321neo, der er forsynet med nye og mere effektive motorer end ceo-modellen.

Airbus A321neo-flyene skal leveres fra 2020 til 2024. Og senest i 2019 skal JetBlue beslutte sig for om flyene skal være i den nye Long Range-version, der vil være ideel til flyvninger mellem USA og Europa. Og det er lige hvad JetBlue har på tegnebrættet.

”Vores intention er, at det fly vil give os transatlantisk rækkevidde. Og vi ser i høj Europa som en stor mulighed,” siger JetBlue’s vicediretør for planlægning, Marty St. George, til nyhedsbureauet Bloomberg.

Flirtet med Norwegian
Norwegian konverterede tidligere på måneden 30 eksemplarer af sin bestilling på i alt 100 Airbus A320-fly til A321-fly i den nye langtrækkende udgave. Det skete netop fordi Norwegian også ser en mulighed for at bruge flyet på interkontinentale ruter, hvor efterspørgslen ikke er stor nok til at fylde de større Boeing 787-fly.

Netop Norwegian og JetBlue har tidligere flirtet med hinanden, idet Norwegians topchef Bjørn Kjos flere gange har peget på JetBlue, som den ideelle samarbejdspartner til at bringe passagererne fra Norwegians transatlantiske ruter videre ud i USA. Hvis JetBlue gør alvor af tankerne om transatlantiske flyvninger, så kan parterne ende op med at blive konkurrenter – eller danne et stærkt samarbejde, hvor de komplementerer hinanden godt og bringe hinandens passagerer videre. JetBlue med sit finmaskede amerikanske rutenetværk og Norwegian med sit stadig mere finmaskede europæiske rutenetværk.

Femtestørste selskab
JetBlue opererer i dag 130 Airbus A320, 30 Airbus A321 og 60 Embraer E-190 til knap 100 destinationer i Nordamerika. Selskabet transporterede sidste år 35 millioner passagerer, hvilket gjorde det til USA’s femtestørste flyselskab kun overgået af American Airlines, Delta Air Lines, Southwest Airlines og United Airlines. Sidstnævnte havde dog omkring fire gange så mange passagerer som JetBlue, så der er stadig et stykke vej op.

Ved siden af den nye ordre, så har JetBlue allerede bestilt 25 Airbus A320neo, 11 Airbus A321ceo og 45 Airbus A321neo.

 

 

Relaterede artikler:

15 nye flyruter fra USA til Havana

Nye Norwegian-ruter til ønskepartners hub

Norwegian flirter med amerikanere

Icelandair i samarbejde med lavprisflyselskab