Norwegian Boeing 787-8 Dreamliner. (Foto: Norwegian)

Atter vikarfly på Norwegians Dreamliner-ruter

Norwegian har atter problemer med selskabets Dreamlinere. I denne uge har to vikarfly været i gang på vegne af Norwegian. Klagerne fortsætter, og koncernchef Bjørn Kjos erkender nu, at Dremlinerne blev sat i trafik for tidligt.

I disse dage er det to år siden, at Norwegian fik sin debut i langdistancemarkedet med ruten fra Oslo til New York. Dengang måtte ruten åbnes med to indlejede vikarfly af typen Airbus A340-300 fra portugisiske Hi Fly.

Passagererne var godt nok blev stillet en særlig oplevelse i udsigt med spritnye Boeing 787-8 Dreamliner-fly, men disse var blevet forsinket i leveringen fra producenten i USA.

Norwegian har haft mange tekniske udfordringer med selskabets Dreamlinere og har det stadig. I de seneste to uger har to vikarfly opereret på vegne af Norwegian på ruter mellem Skandinavien og USA. Det skyldes blandt andet, at Dreamlineren med registreringen LN-LNB har været strandet i fem dage i Oakland i Californien fra den 10. til den 15. juni tekniske problemer.

Et Boeing 777-200 fly fra euroAtlantic Airways har fra den 12. til 15. juni således gennemført tre returflyvninger mellem Skandinavien og New York, mens et Airbus A330-200 fly fra HI Fly har fløjet to rundture fra Skandinavien til Los Angeles.

Kjos: Dreamliner-fly sat i trafik for tidligt
Samtidig fortsætter strømmen af klager til Norwegian. Klagerne omfatter typisk lange forsinkelser samt manglende kompensation i forbindelse hermed. Mange vælger også at klage over, at de har fået et ringere produkt, når de har valgt Norwegian på grund af det højt profilerede Dreamliner-fly og i stedet får en flyrejse med et ældre portugisisk charterfly.

En af de seneste klager, der samtidig er nået ud til offentligheden, kommer fra den pensionerede amerikanske brigadegeneral Joseph L. Shaefer, der gennem en fortid i det amerikanske flyvevåben har en god portion viden om luftfart.

Jospeph L. Shaefer var én blandt flere hundrede passagerer, der i begyndelsen af juni ventede i 30 timer på at komme fra Oslo til Oakland. På websitet NewsinEnglish.no er det muligt at læse beretningen, der har fået overskriften: Nyt Dreamliner-mareridt.

Mens Dreamliner-problemerne tilsyneladende fortsætter har Norwegians koncernchef Bjørn Kjos endeligt gået til bekendelse i forhold til flyselskabs vanskelige start med Boeing 787-flyet.

“Efterfølgende har vi set, at Dreamliner-flyet blev sat i fast trafik for tidligt. Vi havde for få fly, og det var vanskeligt at få fat i erstatningsfly. Vi var ekstra sårbare. Alle nye flymodeller har børnesygdomme og brug for ekstra vedligeholdelse,“ hedder det fra Bjørn Kjos i et interview med den norske avis Dagens Næringsliv.

Indrømmelserne fra Kjos svarer til præcist de punkter, som kritikerne pegede på, men som behændigt blev afvist af den norske koncernchef i opstartsfasen.

Indtil videre har Norwegian haft ekstraomkostninger på op imod 750 mio. norske kroner som følge af ibrugtagningen af Dreamliner-flyene.