Efter opkøbet af Ticket Biz har BCD Travel etableret en ny nordisk organisation. Her er der ikke blevet plads til 10 medarbejdere, hvoraf tre er danske nøglemedarbejdere.
BCD Travel har brugt nogle måneder på at etablere en ny nordisk organisation efter købet af svenske Ticket Biz tilbage i december måned.
Organisationen er nu kommet på plads under navnet “New Nordics”, og der var i alt syv svenske ansatte og tre danske, der ikke fik plads i den nye organisation og således er blevet afskediget.
Den hidtidige nordiske direktør Per Markussen må vige pladsen for Thomas Ådén, der var administrerende direktør hos Ticket Biz før salget til BCD Travel.
Per Markussen har været et særdeles kendt navn inden for den danske rejse- og luftfartsbranche, hvor han er en af de profilerede “grand old men”. I mange år var Per Markussen direktør hos erhvervsrejsebureauet HRG i Danmark, inden han i 2007 tiltrådte som kommerciel direktør hos American Express Business Travel. Siden 2010 har han været beskæftiget BCD Travel, hvor han udfyldte rollen som nordisk direktør.
Udover Per Markussen, er Jes Johansen også fratrådt efter mere end 29 års virke i selskabet. Jes Johansen havde senest et visitkort, hvorpå der stod Manager Business Results. Endelig har Ulla Sørensen måttet forlade BCD Travel efter næsten 22 års ansættelse. Hun sluttede i en rolle som Manager Operations Process & Quality med nordisk ansvar. Det bekræfter Thomas Ådén over for CHECK-IN.dk.
I en pressemeddelelse oplyser BCD Travel, at integrationen af Ticket Biz har givet teknologiske, infrastrukturelle og organisatoriske synergier, hvorfor der er blevet sammensat en ny ledelse med ansatte fra både Ticket Biz og BCD Travel.
“Vi får med den nye organisation et fælles overordnet ansvar for Commercial og Operations i Norden, men ændrer samtidig fra et nordisk kommercielt fokus til et nationalt kommerciel fokus,” forklarer Thomas Ådén om baggrunden for, at samlet 10 ansatte må forlade BCD Travel i Sverige og Danmark.
To danskere i syvmands ledelsesgruppe
Den nye organisationsplan er blevet til i tæt samarbejde med BCD Travel´s europæiske ledelse, som da også udtrykker tilfredshed med resultatet.
“Vores team repræsenterer sammenlægningen af flere kulturer, hvilket resulterer i nye arbejdsgange. Den nye struktur skal styrke vores lokale tilstedeværelse i hvert land, og dermed kan vi fokusere på at bibeholde vores fremragende serviceniveau til både BCD Travel og Ticket Biz kunder, og vi kan bevare vores høje kundefastholdelse. Samtidig vil vi, med vores stærke kommercielle team, drage fordel af det store vækstpotentiale i regionen,” siger hollandske Heinz Jennewein, der er Senior Vice President hos BCD Travel i EMEA.
Den nye nordiske direktør Thomas Ådén har tilsyneladende formået at skubbe sine “egne” folk fra Ticket Biz ind i den nye ledelsesgruppe. Det drejer sig om kommerciel direktør i Sverige, Joakim Krumlind, kommerciel og operationel direktør i Norge Bernt Roger Eliassen samt Ingrid Jackson, der bliver operationel direktør for hele Norden.
Det danske islæt bliver Anders Lau Nielsen, der får titel af kommerciel direktør for Danmark. Samtidig bliver den danske kollega Stefan Tarp direktør for strategisk Account Management for hele Norden.
BCD Travel oplyser, at Ticket Biz og BCD Travel endnu et stykke tid vil operere under de respektive selskabers varemærker.