Det var en stor dag, da BCD Travel sendte en trofast ansat gennem 40 år på pension med Den Kongelige Belønningsmedalje på brystet.
Den 14. oktober var ikke en helt almindelig dag på kontoret for tidligere rejserådgiver Anne Nistrup Svan. Hos erhvervsrejsebureauet BCD Travel, som har været hendes arbejdsgiver gennem hele 40 år, blev hun nemlig fejret, hyldet og fik overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje.
Medaljen gives til ansatte, der har været i den samme virksomhed i 50 år, eller som fratræder efter 40 års tjeneste i samme arbejde. Anne Nistrup Svan blev derfor indstillet til hæderen, da hun valgte at gå på pension.
Og det var ikke kun Anne Nistrup Svan, der var stolt på den store dag. Også BCD Travels ledelse og andre ansatte var glade for at kunne hylde deres loyale tidligere kollega.
”At kunne overbringe denne ærefulde udmærkelse er et privilegium som jeg ikke tror ret mange danske virksomheder kommer til at opleve i fremtiden. Det er vigtigt at have nogle kulturbærere og kvalitetsbevidste folk som Anne, der gennem mange års erfaring ved, præcis hvad tingene handler om og hvordan man leverer en høj service. Netop det vil altid være nøglen til succes for en virksomhed som vores, hvorfor det er mig en stor ære og fornøjelse at kunne fejre Anne en dag som denne,” sagde Per Markussen, Vice President Commercial i BCD Travel Nordic.
Medalje og audiens for sin loyalitet
40 år med rådgivning og hårdt arbejde i den samme virksomhed er ikke noget, der sker hver dag. Når det gør, har arbejdspladsen derfor muligheden for at indstille medarbejderen til netop Den Kongelige Belønningsmedalje.
Indstillingen skal indeholde den ansattes fulde navn, en kort redegørelse for at den ansatte har ydet en fortjenstfuld indsats, dokumentation for ansættelse og tidspunkt for reception. Og så skal det hele sendes til det ministerium, som arbejdsområdet hører under.
I Anne Nistrup Svans indstilling lagde BCD Travel især vægt på, at hun har været god til at tilpasse sig de nye tider i branchen, og at hun samtidig har været en inspiration for sine kolleger.
”Som katalysator har Anne således gået forrest og gennem sit engagement og mod været en fantastisk rollemodel for alle. Annes faglige kompetencer er store; det har altid været vigtigt for Anne at kunne levere høj kvalitet og således har Anne været i stand til kontinuerligt at klæde sig på til en omskiftelig verden i rejsebranchen,” står der blandt andet i indstillingen.
Ud over den lille runde medalje, som prydede Anne Nistrup Svans trøje, så betyder æren også, at hun senere kommer i audiens hos hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe II.
Fra venstre: Gitte Rasmussen, director, BCD Travel HR Nordic. Per Markussen, Vicepresident, BCD Travel Commercial Nordic. Anne Nistrup Svan. Ulla Sørensen, head of operation, BCD Travel Denmark.