Erhvervsrejsebureauet BCD Travel har netop offentliggjort en analyse udarbejdet af bureauets konsulentdivision Advito. Heri forventes det, at flybilletpriserne stiger mellem 2 – 7 % i Europa i løbet af 2011. Også på de øvrige markeder er der prisstigninger i vente, fremgår det af analysen.
Hvert år publicerer de større erhvervsrejsebureauer deres respektive bud på prisudviklingen i markedet for det kommende år. Således også BCD Travel, der har udarbejdet en analyse gennem bureauets konsulentdivision Advito.
BCD Travel forudser i den netop udsendte 2011 Industry Forecast stadig stigende flybilletpriser. Bureauet hæfter sig ved, at der har været tocifrede vækstrater i efterspørgslen i 2010 med prisstigninger til følge. Men efterspørgslen forventes at flade ud i løbet af 2011.
For 2011forventer BCD Travel moderate prisstigninger på flyrejser. Indenfor Europa bliver stigningerne mellem 2 – 7 %, Nordamerika fra 3 – 7 %, mens Latinamerika kan vente stigninger på 4 – 5 %. Priserne i Mellemøsten ventes at stige med 3 – 6 %, mens Afrika har udsigt til stigninger på mellem 3 – 5 %.
“Efterspørgslen vil i 2011 være stor nok til næsten at kunne bringe antallet af rejsende op på 2008-niveau, hvilket var det hidtil højeste,“ sigerVice President Bob Brindley fra Advito i en kommentar til analysen.
Også hotelpriserne vil gå opad i 2011. Her forventes ifølge Advito-analysen en stigning på 2,5 % indenfor Europa. Men nogle markeder vil opleve tocifrede stigninger i værelsespriserne. Det vil bl.a. være tilfældet med eksempelvis Hong Kong og New York, vurderer Advito. I analysen anbefaler Advito samtidigkunderne at forhandle en rabat på ekstraydelser så som parkering eller internet-adgang.
BCD Travel er verdens tredjestørste erhvervsrejsebureaukæde med afdelinger i mere end 90 lande. Ejeren er BCD Holdings N.V. i Holland.