Book ferien otte uger før afrejse

Bestil billetten 56 dage før afrejse og tag afsted om aftenen. Så får du den billigste billet, lyder rådet fra Momondo.

Rejsesøgemaskinen Travelmarket er tidligere kommet frem til, at man får den billigste flybillet ved at slå til og købe den 49 dage før afrejse. Nu har konkurrenterne hos Momondo kommet frem til, at man skal slå til en uge før. 56 dage i forvejen skal man trykke køb, hvis man skal have den billigste rejse. Så kan man opnå en besparelse på i gennemsnit 28 procent i forhold til at købe billetten dagen før afrejse.

Det er et af resultaterne fra Momondos årlige analyse af 13,2 milliarder flypriser på tværs af de 100 mest populære ruter.

Ifølge momondos danske talsperson Lasse Skole Hansen spiller faktorer som ugedag og tidspunkt på dagen ifølge analysen også en betydning for flypriserne:

”Udover hvor lang tid i forvejen, man skal være ude for at få de billige billetter, har vi også undersøgt, hvornår på ugen og dagen, det er billigst at rejse. Analysen slår fast, at det fortsat er tirsdag, der er billigste afrejsedag, og lørdag der er den dyreste. Og at prisforskellen i gennemsnit er på 11 procent,” siger Lasse Skole Hansen.

Dyrere om morgenen
Hvornår på dagen flyet letter kan også have en betydning. Aftenafgange mellem kl. 18 og midnat er typisk billigst. Det er oftest dyrere at flyve om morgenen eller eftermiddagen før kl. 15.

Jul og nytår er højsæson for rejser, men kan man vente til januar med en storbyferie eller en tur til sydlige og varme destinationer, er der ekstra meget at spare.

”Flybilletten til Bangkok, som er en af danskernes favoritter over hele året, men i særdeleshed over jul og nytår, er faktisk allerdyrest i den sidste uge af december på grund af den høje interesse for destinationen. Og det gælder for mange af de populære destinationer. Så kan man vente indtil højsæsonen er overstået og rejse i januar eller senere på året, kan der være flere tusinde kroner at spare på flybilletten, og så er hotellerne også ofte billigere her”, siger Lasse Skole Hansen.