Fly på forpladsen i Billund Lufthavn. (Foto: Jannick Spangsberg Pedersen)

“Branchen har brug for kæmpe håndsrækning”

Det handler om overlevelse for den danske luftfartsbranche, siger brancheforeningen Dansk Luftfart, efter myndighederne nu fraråder alle ikke-nødvendige rejser til udlandet.

Situationen omkring COVID-19 udvikler sig hele tiden. Udenrigsministeriet har fredag skærpet rejsevejledningerne, så danskerne nu bliver frarådet alle unødvendige rejser til udlandet. Herudover har statsminister Mette Frederiksen fredag aften oplyst på et pressemøde, at de danske grænser bliver lukket lørdag den 14. marts klokken 12.00 og en måned frem for udlændinge, med mindre de har et “anerkendelsesværdigt formål” i landet.

Udmeldingen sender luftfartsbranchen endnu længere ned i det sorte hul, da flyselskaberne efter den opdaterede rejsevejledning og grænselukningen kun vil få endnu færre passagerer om bord på flyene til og fra Danmark.

”Det er simpelthen ekstremt alvorligt. Jeg tror ikke, jeg har set noget lignende i de 25 år, jeg har været aktiv inden for transportområdet. Det her er ikke et punkteret dæk eller en teknisk fejl på et fly; det er en hel branche, hvis overlevelse det handler om. Og vi kommer ikke til at klare det alene,” siger Michael Svane, der er branchedirektør for DI Transport og repræsentant for Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL), til CHECK-IN.dk.

BDL indledte allerede i sidste uge en dialog med transportminister Benny Engelbrecht om initiativer, der skal hjælpe den dybt kriseramte luftfart. Og den seneste udvikling med coronavirussen har kun gjort akut hjælp fra staten endnu mere vigtig i forsøget på at redde branchen og dens mange tusind medarbejdere.

”Vi ønsker et økonomisk sikkerhedsnet under den her kritiske infrastruktur-branche, som luftfarten repræsenterer. Herudover har vi brug for en lønkompensations-model, som kan afbøde virkningerne både for selskaberne og for medarbejderne – og dybest set også for samfundet. Og så har vi brug for, at man selvfølgelig skaber sikkerhed for, at vi også har en luftfartsbranche, når vi er ude af krisen,” forklarer Michael Svane.

Mange fyringer forude
SAS er blandt de flyselskaber, der i øjeblikket aflyser mange tusinde flyafgange, ligesom de ønsker, at ansatte skal ned i tid og løn. Den kritiske situation i flyselskaberne og lufthavnene fik torsdag regeringen til at lægge en række initiativer frem, som lufttfartsbranchen har budt velkommen.

”Vi kan ikke komme igennem den her krise uden en håndsrækning af de helt store fra staten. Og vi kan heller ikke komme igennem, uden at der er nogle selskaber i den samlede branche – herunder rejsebranchen – der vil gå konkurs. Vi kigger ind i mange fyringer og konkurser,” siger Michael Svane.

”Og vi har simpelthen grundlæggende behov for at holde fast i, at hvis vi skal have en luftfartsbranche, der overlever, så er vi nødt til at have den håndsrækning på i hvert fald to punkter: statsgarantier og spørgsmålet om en lønkompensations-ordning.”

Også FPU opfordrer til akut hjælp
Flyvebranchens Personale Union (FPU), der er Danmarks største fagforening for piloter og kabineansatte, har ligeledes opfordret regeringen til at yde akut hjælp til luftfartsbranchen. En økonomisk hjælpepakke er svært nødvendig hurtigst muligt, lyder det.

”Fokus er på likviditet og tryghed nu her. De ansatte har brug for en sikring af deres livsgrundlag og dermed økonomisk hjælp fra regeringens side. Det handler om mange tusinde stillinger og en branche, der er så afgørende en del af samfundets funktion og økonomi,” siger Thilde Waast, formand for FPU, til Luftfart.nu.

Hun forklarer endvidere, at der ikke bør være forskel på de privatansatte og de offentligt ansatte i forhold til spørgsmålet om lønsikring.

 

Relaterede artikler:

Regeringen overvejer hjælpepakke til luftfarten

“Situationen er alvorlig og stærkt bekymrende”

CPH hårdere ramt end skandinavisk konkurrent