Stigende rejseaktivitet betyder, at det haster med dansk produktion af grønne brændstoffer, mener Brintbranchen, der opfordrer politikerne til at investere midlerne fra puljen for grøn luftfart i e-SAF.
I sommeren 2024 vil der være ligeså mange fly i luften som før COVID-19, hvilket øger klimabelastningen, selvom der benyttes mere grønt flybrændstof end i 2019 og flyselskaberne i mellemtiden har opgraderet flyflåderne til mere moderne og klimavenlige fly.
Alle taler i øjeblikket om SAF (Sustainable Aviation Fuel), da der eksempelvis er et EU-krav fra 1. januar 2025 om iblanding af to procent SAF på samtlige flyvninger i EU stigende til seks procent i 2030.
Derfor skal der skrues op for dansk produktion af grønne brændstoffer, lyder det fra Tejs Laustsen Jensen, der er direktør i Brintbranchen. Han påpeger samtidig, at importerede biobrændsler fra Asien ikke er løsning, men i stedet grønne brintbaserede brændstoffer.
”I Danmark har vi ambitioner om en grøn indenrigsflyrute i 2025 og en komplet omstilling af indenrigsflyvningen i 2030. Det er åbenlyst en stor udfordring at omstille flytrafikken, men det skaber samtidigt enorme muligheder for danske producenter af grønt brændstof. For markedet er jo ikke kun den beskedne danske indenrigsflyvning, men den globale luftfart,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Grønt brintbaseret brændstof er fremtiden
Når der tales om brintbaserede brændstoffer, så handler det om electro-fuels, hvis energiindhold kommer fra energi skabt af vinden og solen, og inden for dette område har Danmark gode muligheder for at gøre sig gældende, både hvad angår produktion og eksport, vurderer Tejs Laustsen Jensen.
”De danske ambitioner for udbygning af de vedvarende energikapaciteter betyder, at vi har enorme muligheder for at bruge grøn strøm og brint til at producere den såkaldte e-SAF. Grønt brintbaseret brændstof er langt mere bæredygtigt end biobrændsler. Og potentialet for danske producenter af både grønt brændstof og de bagvedliggende teknologier er enormt,” lyder det fra branchedirektøren.
Tejs Laustsen Jensen er – ikke overraskende – af den opfattelse, at danskproduceret grønt flybrændstof skal være e-SAF, da han mener, at biobrændsler blot er en overgangsløsning, og at den grønne brint er vinderen på lang sigt.
”SAS har indgået partnerskab med Airbus, Vattenfall og lufthavnene i Sverige og Norge for at undersøge, hvordan grøn brint kan blive en del af flybrændstofinfrastrukturen. Airbus har selv meldt ud, at de om 10 år vil have et fly i kommerciel drift, der flyver på ren, grøn brint. Så vi ved, hvilken retning vi skal i,” siger Tejs Laustsen jensen, der opfordrer politikerne til at investere midlerne fra puljen for grøn luftfart i e-SAF.
Relaterede artikler:
Roser Konservatives bud på alternativ passagerafgift