Norwegians første rute til Jordans hovedstad bliver fra Københavns Lufthavn. Et andet selskab åbner også rute mellem København og Amman.
For første gang nogensinde begynder Norwegian til maj at flyve til Jordans hovedstad Amman. Og det bliver hverken fra det stærkt ekspanderende trafikknudepunkt i London Gatwick-lufthavn eller fra Norwegians vugge i Oslo Gardermoen-lufthavnen. Den nye rute kommer nemlig til at gå mellem Københavns Lufthavn og Amman-Queen Alia International Airport.
Med start den 8. maj får Norwegians passagerer mulighed for at besøge den historisk interessante by. Selskabet vil flyve to gange om ugen på tirsdage og lørdage, primært med Boeing 737-800. Der er samtidig tale om en helsårsrute, således at Norwegian vil flyve til den jordanske hovedstad året rundt.
”Jordan er et spændende land, der byder på en lang historie med masser af kulturelle oplevelser. Vi glæder os over at kunne byde vores passagerer velkommen ombord til endnu en fascinerende destination,” siger Thomas Ramdahl, kommerciel direktør i Norwegian.
Ud over at være en mangfoldig hovedstad er storbyen Amman en genvej til populære destinationer og attraktioner som for eksempel Det Døde Hav og den historiske by Petra. Jordan har mere end 300 solskinsdage om året, og der er behagelige temperaturer både om sommeren og om vinteren.
Opkaldt efter kongens kone
Norwegian er ikke det eneste flyselskab, som åbner en rute mellem Københavns Lufthavn og Amman i 2018. Knap en måned senere end Norwegians premiereflyvning er det nemlig Jordans ”flag carrier, Royal Jordanian, der begynder at betjene ruten med tre ugentlige flyvninger fra den 3. juni.
Amman’s Queen Alia International Airport er opkaldt efter den tidligere kong Husseins tredje kone, Alia Al-Hussein, der døde i en helikopterulykke i 1977. Lufthavnen ligger 30 kilometer syd for Amman. Den havde 7,4 mio. passagerer i 2016 og har vundet flere internationale priser.
Norwegians annoncering af Amman-ruten kommer kort tid efter at Ryanair meddelte, at de agter at åbne i alt 10 ruter fra Europa til Amman. Første rute fra Paphos på Cypern åbner til marts. De ni øvrige ruter til Bologna, Bruxelles Zaventem, Bukarest, Budapest, Krakow, Milano Bergamo, Prag, Vilnius og Warzsawa-Modlin.
Relaterede artikler:
Ryanair åbner 14 ruter til Jordan
Ny interkontinental rute til CPH
Mellemøsten-selskab vil åbne rute til København