Passagerer i Københavns Lufthavn. (Foto: Bardur Mikladal | CPH | PR)

CPH: Juni var den travleste måned i tre år

Juni blev den mest travle måned i Københavns Lufthavn siden, at COVID-19-pandemien satte ind. Trafiktallet i lufthavnen var dog fortsat en kende mindre end i den samme måned i 2019.

Tirsdag kunne Københavns Lufthavn fortælle, at man har opjusteret forventninger til det samlede passagertal i 2023 således, at man i stedet for 25 millioner regner med at skulle betjene 26 millioner rejsende i løbet af årets tolv måneder.

Den melding er onsdag blevet fulgt op af trafiktallene for juni måned, som viser, at 2,5 millioner passagerer gik gennem terminalerne i den danske hovedstadslufthavn i den forgangne måned. Det svarer til 86 procent af 2019-niveauet, da tallet var 2,9 millioner i samme måned for fire år siden.

Sammenlignet med juni sidste år, hvor genopretningen var kommet i gang, har der i løbet af juni i år været 112 procent flere passagerer i lufthavnen. Sidste år var tallet 2,2 millioner rejsende. Ifølge lufthavnen var juni i år desuden den mest travle måned siden, at COVID-19-pandemien ramte i 2020.

Er glade for Spanien og Grækenland
En nærmere gennemgang viser, at ud af det samlede antal passagerer var de 114.301 indenrigspasserer, 2.164.030 fløj til eller fra destinationer i Europa, mens de resterende 257.114 var en del af lufthavnens interkontinentale trafik.

2.391.179 af de juni-rejsende fløj på en af flyruterne til eller fra den danske hovedstadslufthavn, mens 238.272 var med charter eller en anden form for trafik.

I løbet af årets sjette måned rejste 180.000 af CPH-passagererne til rejsemål i Spanien. Det drejede sig eksempelvis om Malaga, Mallorca og Barcelona. Dermed er Spanien sommerens foretrukne rejsemål, og dernæst følger Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, lyder det fra lufthavnen.

Grækenland blev derimod det mest populære rejseland, når det gælder charterrejser fra CPH. Hvis man kigger på antallet udbudte flysæder, er Grækenland samlet set vokset med 36 procent sammenlignet med tiden før pandemien. Kreta var en favorit med 30.000 rejsende i juni og med 160.000 passagerer topper London blandt destinationerne.

Tilfreds med starten på sommerferien
Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, fortæller, at det kunne mærkes i lufthavnen, da de danske skolebørn blev sendt på sommerferie henimod slutningen af juni. Det medførte flere dage med stor gennemstrømning af passagerer i lufthavnen.

”Skolernes sommerferie startede fredag den 23. juni, og alle var klar. Det blev en god første sommerferieweekend med 93.404 rejsende fredag og 94.896 søndag. Selvom vi har haft en forrygende juni herhjemme med masser af sol, så er lysten til at rejse sydpå stadig stor. Og nu ser vi også vejrmæssigt ind i en mere normal sommer de næste par uger.”

En prognose fra lufthavnen har tidligere peget på, at den travleste dag i løbet af sommeren kan blive den 14. juli, hvor flere end 98.000 passagerer forventes at benytte Københavns Lufthavn. I alt ventes 7,5 millioner rejsende at flyve til, fra eller via lufthavnen i løbet af juni, juli og august.


Relaterede artikler:

Københavns Lufthavn skruer forventningerne op

Denne dag bliver årets travleste i CPH

2,4 millioner passagerer i Københavns Lufthavn