Ruterne til KLM og Turkish Airlines’ trafikknudepunkter vokser mest blandt de store ruter fra Københavns Lufthavn til luftfartsselskabernes europæiske knudepunkter.
Med enorme flyindkøb og en strøm af ruteåbninger er det ofte de stenrige selskaber fra ørkenstaterne langs den Persiske Golf, som løber med opmærksomheden på den internationale luftfartsscene. Men i skyggen af selskaber som Emirates, Qatar Airways og Etihad er også Turkish Airlines på vej fremad med stormskridt. Det kan blandt andet aflæses i passagerstatistikkerne fra Københavns Lufthavn.
Her er Turkish Airlines’ trafikknudepunkt i Istanbul nemlig måned efter måned en af højdespringerne, når lufthavnen opgør hvilke ruter fra København, der oplever den største vækst.
Sidste år oplevede ruten mellem København og Istanbul en samlet vækst på 17,3 procent til 431.413 passagerer. Og det fortsætter i januar – igen med en vækst på 17,3 procent. En vækst, der bringer destinationen ind på top10 over de største destinationer fra Københavns Lufthavn.
I Københavns Lufthavn kunne direktør Thomas Woldbye godt tænke sig at gøre Istanbul kunststykket efter.
”Det er ganske imponerende som Istanbul har investeret sig til succes – ikke blot som destination, men også som trafikknudepunkt. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi her i København arbejder for og investerer i at fastholde og udbygge Københavns Lufthavn som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt,” siger Thomas Woldbye.
Bide skeer
Et andet europæisk trafikknudepunkt, der oplevede stor fremgang på ruten fra København var Amsterdams Schiphol Lufthavn. Med en vækst på 11,5 procent i januar fastholdt lufthavnen sin position som den femtestørste destination kun overgået af London, Stockholm, Oslo og Aalborg. Schiphol øgede afstanden til Paris, Helsinki og Frankfurt, som blandt andet er knudepunkter for Air France, Finnair og Lufthansa.
Trafikken til Paris steg med 7,3 procent. Det var ikke nok til at bide skeer med Amsterdam, men betød, at Paris overhalede Helsinki i forhold til januar sidste år. Trafikken til Helsinki og Frankfurt faldt med henholdsvis 2,8 og 1,8 procent.
London suveræn størst
I den skandinaviske dyst mellem Oslo og Stockholm voksede trafikken til Stockholm med 12,5 procent og kun med 4,6 procent til Oslo. Det betød, at de to hovedstæder byttede plads i forhold til samme måned sidste år og at Stockholm derfor var den næststørste destination fra Københavns Lufthavn i januar i år. Det var dog kun omkring 2.700 passagerer til forskel.
Den suverænt største destination fra Københavns Lufthavn er stadig London og byens omkringliggende lufthavn. Næsten 122.000 passagerer rejste frem og tilbage mellem København og London lufthavnene i januar. Det er en fremgang på 5,7 procent i forhold til samme måned sidste år.
Stabiliseret indenrigsmarked
I alt rejste1.644.623 passagerer igennem lufthavnen i januar måned. Det er 63.852 flere end samme måned sidste år og svarer til en fremgang på fire procent.
”Januar er traditionelt en af de mere stille måneder i Københavns Lufthavn. Så en passagervækst på fire procent er en fornuftig start på 2014,” siger Thomas Woldbye.
”Og så er det glædeligt, at vi oplever vækst på 2,6 procent i indenrigstrafikken efter et par lidt magre år oven på Cimber Sterlings konkurs. Det ser ud som om markedet har stabiliseret sig,” konstaterer Thomas Woldbye.