Finger C i Københavns Lufthavn. (Foto: Dragør Luftfoto)

CPH styrker hub-position i en turbulent tid

Københavns Lufthavn får stadig flere transferpassagerer fra Østersøregionen og har i år haft højere vækst end de store europæiske trafikknudepunkter. Krisen i SAS kan dog være en bombe under fremgangen.

Den internationale trafik trækker fortsat væksten i Københavns Lufthavn i oktober, hvilket var medvirkende til, at passagertallet i lufthavnen rundede 2,1 mio. – en vækst på 2,3 procent. År til dato er passagertallet steget med 3,0 procent. Udenrigstrafikken i Københavns Lufthavn steg med 4,1 procent i oktober, og transfertrafikken steg med 8,1 procent. I alt rejste 2.101.931 igennem Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn præsenterede i marts i år strategien ”World Class Hub”, som handler om at blive det mest attraktive trafikknudepunkt i Nordeuropa. Et game, hvor konkurrenterne er en mastodont som Amsterdam, den stærkt forsinkede og endnu ikke åbnede Berlin Brandenburg lufthavn samt Helsinki. Og indtil videre er det gået Københavns vej. År til dato er den interkontinentale trafik steget 11,1 procent, og antallet af nordiske, baltiske og polske passagerer, der transfererer til de interkontinentale flyruter er steget med 12,6 procent.

Og det er ikke bare sammenlignet med de nordeuropæiske konkurrenter, at kadencen er højere i Kastrup.

”Kigger vi ud i Europa har vi i år haft højere vækst end trafikknudepunkterne i Amsterdam, Paris, London, Bruxelles, Zürich og München. Det betyder, at vi har styrket vores position som knudepunkt, hvilket har stor betydning for tilgængeligheden til og fra Danmark, og dermed for samfundsøkonomien,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn.

Lufthavnsdirektøren skæver da også til hvad der sker i SAS i disse dage. Det kriseramte skandinaviske luftfartsselskab står for mere end 40 procent af trafikken i Københavns Lufthavn. Og uden SAS vil Københavns Lufthavns strategi lide et alvorligt knæk. Hvor KLM er den store trafikmotor i Amsterdam og Finnair er det i Helsinki, så er SAS den store motor i København, som er ensbetydende med, at København overhovedet kan kalde sig et trafikknudepunkt.

Ende på 23,4 mio.
Lufthavnens trafiktal for oktober viser også, at faldet i indenrigstrafikken er fladet ud i forhold til tidligere på året, idet SAS, Norwegian og Danish Air Transport efterhånden har fået fyldt hullet efter Cimber Sterlings konkurs. I oktober var der knap 30.000 færre indenrigspassagerer end i samme måned sidste år. Det svarer til et fald på 14,1 procent.

År til dato ligger passagertallet på 19,9 mio., svarende til en stigning på 3,0 procent. Hvis lufthavnen formår at holde det tempo i årets to sidste måneder, vil man ende på omkring 23,4 mio. passagerer for hele 2012.

Efter passagerfremgange på mellem 5,0 og 7,2 procent i årets første fire måneder er væksten fladet lidt ud og har i de seneste fire måneder ligget på mellem 1,0 og 2,3 procent.