Pfizer-Biontech COVID-19-vaccine. (Foto: Shutterstock_1851529534)

EASA: Undgå tjeneste op til 72 timer efter vaccination

Piloter og kabinemedarbejdere bør vente med flyvende tjeneste i mindst 48 timer efter COVID-19-vaccination, lyder anbefalingen fra europæisk luftfartsmyndighed.

De mulige bivirkninger ved COVID-19-vaccine har den seneste tid fået stor international opmærksomhed efter indberetninger af alvorlige tilfælde af blodpropper og blødninger hos personer, der er blevet vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca.

Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, kan det ikke udelukkes, at der er en sammenhæng mellem AstraZeneca-vaccinen og forekomsten af de sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper, som i nogle tilfælde har ført til dødsfald. På den baggrund er vaccination med AstraZeneca blevet sat på pause herhjemme og i flere andre lande.

Når det gælder flybesætninger, forholder EASA – Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur – sig også til risikoen for bivirkninger ved COVID-19-vacciner. Organisationen har netop udsendt en sikkerhedsinformationsbulletin med de operationelle anbefalinger i forhold til vaccination af flybesætninger.

Primært milde bivirkninger
EASA hæfter sig ved, at EMA’s dokumentation for de EU-godkendte COVID-19-vacciner viser, at bivirkningerne generelt er milde og svarer til de bivirkninger, der kan optræde ved enhver form for vaccine.

Vaccinerne kan for eksempel give hovedpine, mild feber, kvalme, smerte på injektionsstedet, svimmelhed, maveproblemer og lymfeknuder. Disse bivirkninger har vist sig at være mere hyppige mellem 12 og 48 timer efter vaccinationen og kan i isolerede tilfælde vare i op til syv dage.

Alvorlige bivirkninger er til gengæld yderst sjældne og optræder hyppigere blandt personer med flere typer af allergier, ligesom de har tendens til at vise sig inden for de første 30 minutter efter vaccinationen, fastslår EMA.

Flyvning kan måske forværre bivirkninger
”Selvom det store flertal af bivirkninger, der er rapporteret hidtil, er milde og ikke på nogen måde sætter spørgsmålstegn ved sikkerheden af ​​de godkendte vacciner, er der mulighed for, at de kan blive yderligere forværret som følge af flyveforholdene ved cruise-højde, såsom lavere lufttryk og mildt hypoxisk miljø (lave iltforhold, red.),” skriver EASA.

Samtidig slår organisationen dog fast, at der på nuværende tidspunkt er der ikke nogen beviser for, at det forholder sig sådan.

EASA anbefaler på denne baggrund, at piloter og andre medlemmer af flybesætningen undgår flyvende tjeneste i 48 timer efter hver dosis COVID-19-vaccine. Hvis der er tale om “single crew operations“, anbefaler EASA, at man venter med at flyve til 72 timer efter vaccination.

Hvis besætningsmedlemmer oplever bivirkninger i mere end 48 timer efter vaccinationen, bør de i samråd med en læge undgå flyvende tjeneste, indtil bivirkningerne er helt forsvundet, anbefaler EASA.

 

Relaterede artikler:

Piloter skal holde 48 timers pause efter Pfizer-vaccine

Flyselskaber i vaccinationskapløb

EASA: Flypassagerer er ikke COVID-19-højrisikogruppe