Emirates-rute blev forsinket i 1.764 dage

Når rute EK151 fra Dubai i dag ankommer til Københavns Lufthavn, markerer det starten på den nye Emirates-rute. Men ruten åbnes med næsten fem års forsinkelse, idet en Muhammed-krise angiveligt kom i vejen for den skandinaviske satsning.

Den 27. december 2005 var der glæde at spore hos den daværende ledelse i Københavns Lufthavn.

Samme dag havde lufthavnen meddelt, at Emirates fra den 1. oktober 2006 ville flyve fire gange ugentligt mellem Dubai og København og fra den 29. oktober samme år med daglige afgange.

Men der skulle gå ikke færre end 1.764 dage, førend planerne blev en realitet.

Det var angiveligt en Muhammed-krise, der kom i vejen. Morgenavisen Jyllands-Posten havde den 30. september 2005 valgt at bringe 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed. Reaktionerne herpå medførte i begyndelsen af 2006 voldsomme demonstrationer mod Danmark samt boykot af danske varer i det meste af Mellemøsten.

I løbet af foråret 2006 meddelte Emirates, at planerne for ruten til København var blevet skrinlagt, da selskabet manglede flykapacitet. Det var den officielle begrundelse, men branchefolk kunne konstatere, at Wien i stedet blev valgt som ny europæisk destination.

Siden 2007 har Københavns Lufthavn kæmpet hårdt for at få tiltrukket Emirates til lufthavnen. I dag bliver drømmen så langt om længe opfyldt, når rute EK151 kl. 13.10 ruller ind til gate C10 i terminal 2.

Her vil det store Airbus-fly fra Emirates markere, at Københavns Lufthavn får fast dagligt besøg af et af de mest ekspansive luftfartsselskaber i verden. Selskabet, der er det største i Mellemøsten, flyver til lidt mere end 100 destinationer over hele verden.

På ruten til København benyttes et fly af typen Airbus A330-200, der er indrettet til 237 passagerer i en tre-klasses version. Det betyder 12 sæder på First Class, 42 på Business Class og i alt 183 sæder på Economy Class.

Med Emirates-ruten har Københavns Lufthavn for alvor bidt sig fast i det mellemøstlige marked. Tre af de fire store selskaber i området, henholdsvis Emirates, Qatar Airways og Gulf Air har nu fast rutedrift til og fra den danske hovedstadslufthavn. Men også selskaber som Egyptair, Middle East Airlines og Syrian Arab Airlines har fundet vej til Københavns Lufthavn, der således må konstateres at have lagt eventuelle effekter af Muhammed-krisen bag sig.