Kristian Tvergaard, direktør i Heartland. (Foto: SUN-AIR Aviation Group)

En ikke helt almindelig dag på kontoret

Torsdag den 5. december blev en ikke helt almindelig dag på kontoret hos Sun-Air i Billund. Udsigten lød på orkanlignende storm og 40 ruteoperationer med 10 fly.

Hos Sun-Air of Scandinavia i Billund var man godt forberedt, da stormen Bodil valgte at melde sin ankomst i Danmark torsdag den 5. december.

Et par dage forinden havde flere medarbejdere hos Sun-Air studeret vejrkort og simuleret en case for, hvad der kunne ske, når først stormen rasede. Udgangspunktet for dagen var, at selskabets morgenflyvninger fra Billund, Aarhus og Aalborg ikke ville blive berørt, da stormen først ville komme igennem Jylland ved middagstid.

“Vi sørgede for at have friske crews til aftenafgangene, så de principielt kunne arbejde i 10 – 12 timer i træk, hvis det skulle blive nødvendigt,“ fortæller kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air om de beslutninger, der blev truffet i hovedkvarteret på Cumulusvej i Billund.

Sun-Air havde hen på eftermiddagen syv fly stående i Billund og tre i Aarhus, der alle ventede på at skulle gennemføre aftenturene. Aarhus-flyene gik stort set til tiden, mens man valgte at sende besætningerne i Billund på værelserne til hvile fra kl. 17.00, indtil man på forsvarlig vis senere på aftenen kunne flyve fra Billund.

Flyvningerne fra Billund blev forsinket til omkring 19.00-tiden, hvor der pludselig var såkaldte “breaks“ i stormen, hvor vindhastighederne faldt. Det gav Sun-Air mulighed for at få aftenflyene afsted, hvoraf det sidste afgik ved 22.00 tiden.

Sent hjem
Sun-Air var samtidig i den situation, at man fløj med næsten fyldte fly.

“Vi fik en del passagerer fra andre flyselskaber, der måtte aflyse, og vi sørgede for at have bemanding på billetkontoret i lufthavnen til at kunne sælge billetter,“ forklarer Kristian Tvergaard.

Den sidste flyver kom hjem fra Manchester kl. 02.10 natten til fredag med i alt 26 passagerer ombord på Dornier 328JET-flyet, der er indrettet med 32 sæder.

“Det var vigtigt for os, at vi fik vores fly hjem trods forsinkelsen. Der er færre omkostninger forbundet med den disposition, da vi kun skal afholde omkostninger til bespisning og således undgik de dyre hotelovernatninger. Herudover var de rejsende mere end glade for at kunne komme hjem og sove i deres egen seng,“ fortæller Sun-Air´s kommericelle direktør.

Stort set gik operationen tilfredsstillende. Aftenturen på Aalborg-Oslo måtte aflyses, og det samme var tilfældet med Billund-Bergen ruten. Rundturen fra Billund til Stockholm-Bromma kunne heller ikke gennemføres, så her blev passagererne overført til Aarhus-ruten. Det var tilsyneladende et spørgsmål om crewmangel.

Ud af samlet 40 operationer lykkedes det således for Sun-Air at gennemføre 34, hvilket er en flot præstation under så vanskelige vejrmæssige forhold.

“Det hele gik godt. Det handlede først og fremmest om sikkerhed. Det var vores første prioritet, og det er det i alle vores operationer. Det er flykaptajnernes beslutning om vi kan flyve, og det kunne vi heldigvis i de fleste tilfælde den dag,“ slutter Kristian Tvergaard.

En dag, der kostede ekstra kræfter hos det lille regionale danske flyselskab, og dagen hvor Bodil viste sig at være mere end et uskyldigt pigenavn.