Es-air gør klar til åbningsevent

Efter 15 år er flyruten mellem Esbjerg og København nu tilbage. Tidligt mandag morgen flyver det første fly således afsted fra København til åbningseventen i Esbjerg Lufthavn.

Lokale og nationale journalister er inviteret, den røde snor er klar til at blive klippet, og en ES-air-kage venter på at blive spist. Esbjerg Lufthavn er nu, efter 15 års venten, helt klar til genåbningen af flyruten mellem Esbjerg og København.

På mandag den 2. marts går det løs, når det første fly gårluften, og ruten indvies med en event i den kommunale lufthavn i Esbjerg. Her vil passagererne kunne rejse mellem Esbjerg og København på 50 minutter for mellem 550 og 1.550 kroner for en enkeltbillet.

Bag ruten står selskabet ES-air, der er stiftet af en række lokale erhvervsvirksomheder. Selskabet er et såkaldt virtuelt flyselskab uden egen driftstilladelse og uden egne fly. Det stiller Jet Time til rådighed i form af et ATR72-500 fly med 66 sæder.

”Vi glæder os meget til at byde velkommen til vores åbningsevent til både lokale journalister og borgere, men også journalister, der flyver ind med det første morgenfly fra København. Efter ankomsten vil vi klippe den røde snor over, officielt åbne ruten og derefter byde på et stykke ES-air-kage til alle de fremmødte,” siger Anette Bendixen, lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn.

Eventen starten kl. 06.50, når det første fly fra København er landet i lufthavnen i Esbjerg. Og åbningen vil desuden blive fulgt af journalister fra medier i lokalområdet og fra blandt andet Danmarks Radio

Fornuftigt med reservationer
De første morgenflyvninger mandag den 2. marts markerer åbningen af indenrigsruten, og det ser ifølge lufthavnschefen allerede nu fornuftigt ud med reservationer til de første dages flyvninger.

”Det tager noget tid at få etableret ruten igen efter 15 år, hvor vi ikke har haft den. Derfor er der da også stadig flere pladser tilbage på de første flyvninger mandag. Men generelt i dagene efter ser det rigtig fornuftigt ud med reservationerne, og der kommer hele tiden flere til,” siger Anette Bendixen fra Esbjerg Lufthavn.

Som deter nu, har ES-air 21 returflyvninger mellem Esbjerg og København hver uge. De bliver på hverdage fordelt på to morgenrotationer og to aftenrotationer, hvor pendlere og andre rejsende nemt og hurtigt kan komme fra hovedstaden til den jyske vestkyst og tilbage igen.

Fra København letter Jet Time-flyene således kl. 06.00, 08.30, 17.15 og 20.45. Og fra Esbjerg afgår de kl. 07.15, 09.40, 18.30 og 21.50. Ud over fire flyvninger på alle hverdage, så vil det også være muligt at rejse mellem de to byer på søndage, hvor der flyves fra København kl. 15.55 og fra Esbjerg kl. 17.05.

Glæde over åbning af ruten
I år 2000 lukkede den tidligere indenrigsrute mellem Esbjerg Lufthavn og Københavns Lufthavn, og siden da har lokale virksomheder i den vestjyske by forsøgt at genetablere ruten.

Derfor glæder Esbjerg Lufthavn og ES-air sig også til, at de første flyvninger mandag morgen nu går i gang og ruten officielt åbner.

”Vi glæder os rigtig meget, og det bliver rigtig godt for byen. Det er noget vi har manglet i mange år, og vi håber selvfølgelig, at det er en rute, som vil blive brugt godt. Den er især god til pendlere, som vi forventer, vil være en del af kunderne,” siger Anette Bendixen, lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn.

Esbjerg Lufthavn havde i 2014 i alt omkring 120.000 passagerer. Størstedelen af dem er dog passagerer, der rejser med helikopter til og fra oliefelterne i Nordsøen.