‘Fast track’ i Københavns Lufthavn til Norwegians kunder

Fra i dag onsdag kan rejsende med Norwegian på Fullflex-billetter benytte sig af den hurtige sikkerhedskontrol CPH Express. Norwegian bliver det niende selskab, der sender passagererne gennem metaldetektoren med ekspresfart.

Sikkerhedskontrollen er et af de steder i en lufthavn, hvor man hurtigt får sved på panden, hvis man er sent på den, og står bag en stor gruppe mennesker, der skal af med bælter, smykker og computere.

Passagerer, der rejser med Norwegian på en Fullflex-billet, er fra i dag onsdag sikret en lidt mindre stressende tur igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

Ved at scanne sin billet eller reservation på mobilen ved indgangen til sikkerhedskontrollen får passagererne adgang til de to ekstra hurtige gennemgange i den centrale sikkerhedskontrol i Københavns Lufthavn som kaldes ”CPH Express”.Dermed undgår passagererne risikoen for kø i sikkerhedskontrollen.

Norwegian kalder sit nye tilbud ”Fast Track”

”Fast Track er endnu en forbedret service som vi tilbyder vores kunder, der rejserpå Fullflex-billetter. Tid er et af de allervigtigste parametre for forretningsrejsende, og mange ønsker ikke at bruge tid på check-in og sikkerhedsprocedurer. Med en Fullflex-billet og direct to gate kan de nu sikre sig et kort ophold i lufthavnen inden flyets afgang,” fortæller Norwegians presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.

Direct to gate er en gratis service, der tilbydes på alle Norwegians billettyper, og som betyder, at man ikke behøver at checke ind, men kan gå direkte til gaten, hvis man kun medbringer håndbagage.

Niende selskab

Norwegian bliver det niende flyselskab, der tilbyder kunderne hurtig kontrol med CPH Express. Servicen gik i luften den 3. januar og foruden Norwegian tilbyder Qatar Airways, Emirates, British Airways, Thai Airways, Air France, KLM, TAP Air Portugal og Turkish Airlines servicen til rejsende på første og businessklasse samt de mest loyale medlemmer af selskabernes bonusprogrammer.

Desuden har SAS gennem flere år haft sin egen hurtige sikkerhedskontrol.

British Airways var med fra starten 3. januar, og er det selskab, der sender flest passagerer gennem CPH Express. Her har landechef Peter Rasmussen kun positive ting at sige om ekspresskontrollen:

“Vi og vore passagerer er rigtigt glade for CPH Express, idet vi længe havde efterspurgt et fast track product, som vi tilbyder i mange andre lufthavne. Det passer fint med de to lounges, vore kunder har adgang til, samt vores business class Club Europe,“ siger Peter Rasmussen

Foran på wi-fi

Med tilbuddet om en hurtig gennemlysning af de rejsendes tasker matcher Norwegian konkurrentenSAS på endnu et af de punkter, hvor SAS tidligere har haft noget unikt at tilbyde. Nu kan forretningsrejsende både optjene bonuspoint og komme let gennem sikkerhedskontrollen når de flyver med Norwegian.

Desuden tilbyder Norwegian fra 5. marts gratis trådløst internet på alle flyvninger mellem København og Oslo. Senere kommer turen til ruten mellem København og Aalborg. Hos SAS har man kort før jul installeret wi-fi i det første Boeing 737-fly. Inden sommer regner SAS med at have 10 fly med internetadgang. Men der bliver primært tale om Boeing 737’er, som benyttes på ruter i eller ud af Norge.

SAS’ koncernchef Rickard Gustafson erkendte da også på et pressemøde i København i sidste uge, at selskabet er minimum et halvt år bagefter konkurrenten med hensyn til trådløst internet i flyene.