Boeing 777-300 fra British Airways. (Foto: Nick Morrish/British Airways)

Fem kabineansatte kvæstet af turbulens

En Boeing 777 fra British Airways var undervejs fra Singapore til London, da flyet fløj ind i kraftig turbulens. Flyet returnerede til den asiatiske østat med fem tilskadekomne kabineansatte.

Det er helt normalt, at fly kommer ind i turbulens, men det er heldigvis lidt sjældnere, at turbulensen er så kraftig, at den forårsager skader til passagerer og besætning.

Kraftig turbulens var dog netop, hvad et fly fra British Airways ramlede ind i natten til fredag 16. juni 2023. Det var en Boeing 777-300ER (registrering G-STBL), der var af sted på rute BA12 fra Singapore Changi Airport til London Heathrow Airport. Flyet var lettet torsdag klokken 23.20 lokal tid, og efter nogle timer opstod den kraftige turbulens.

Flyet befandt sig over Den Bengalske Bugt i omkring 30.000 fods højde (9.144 meter, red.) og cirka 950 nautiske mil (1.759 kilometer, red.) nordvest for Singapore, da flyet mødte turbulensen. Den var så voldsom, at fem kabineansatte endte med at få skader. Det skriver channelnewsasia.com.

Piloterne besluttede at returnere til Singapore, hvor det landede sikkert cirka to og en halv time efter episoden med turbulens.

Fik trolley i hovedet
Ifølge The Aviation Herald fik den ene kabineansat skader i hovedet, efter en trolley havde ramt vedkommende, en anden fik brud på anklen og en tredje fik alvorlige blå mærker på hoften.

Passagerer har efterfølgende fortalt, hvordan madbakker og alt andet løst ramte kabineloftet og faldt ned igen under turbulensen.

British Airways har over for channelnewsasia.com oplyst, at flyvningen fra Singapore blev ramt af en ”sjælden episode med alvorlig turbulens”, og at flyet vendte tilbage til Singapore som en sikkerhedsforanstaltning.

”Vi har undskyldt over for kunderne for forsinkelsen af deres fly og givet dem hotelophold og information om deres forbrugerrettigheder,” lyder det fra British Airways, der ville ombooke de berørte passagerer.

Kraftig turbulens vil forekomme oftere
Den otte år gamle Boeing 777-300ER fra British Airways forblev på jorden i Singapore-lufthavnen i cirka 44 timer, inden det returnerede til London Heathrow på en 13 timer lang flyvning.

Størstedelen af besætningen vendte tilbage til London, mens der blev sendt et hold medarbejdere af sted til Singapore for at tilse og hjælpe de skadede kabineansatte.

Foruden hændelsen med British Airways-flyet har der fundet flere turbulens-episoder sted i løbet af 2023 – også med personskader til følge. Ifølge Simple Flying er antallet af hændelser med alvorlig turbulens steget med 55 procent fra 1979 til 2020, og kraftig turbulens forventes angiveligt at blive mere intenst, forekomme hyppigere og vare længere i fremtiden.

Ifølge Paul Williams, professor i atmosfærisk videnskab ved University of Reading i England, bliver turbulens i luften hyppigere som følge af klimaforandringer. Undersøgelser indikerer, at såkaldt klarluftturbulens (Clear Air Turbulence, red.) midt på den nordlige halvkugle kan blive tredoblet i løbet af de næste tre til seks årtier afhængig af niveauet af emissioner.

 

Relaterede artikler:

Kraftig turbulens kvæster 14 personer over Atlanten

Syv personer kvæstet af turbulens på Lufthansa-fly

Turbulens hærgede kabine i A330 fra Hi Fly