(Foto: Finnair, Airbus)

Finnair klar til stor flådefornyelse

Finnair vil frem til 2025 investere op til 30 milliarder kroner i nye fly til de europæiske ruter. Det skal blandt andet medvirke til at reducere selskabets CO2-udledning.

Finnair vil indtage en førerposition inden for bæredygtig luftfart, og derfor vil det finske flyselskab inden for de næste fem år gennemføre en større fornyelse af sin flåde af mellemdistancefly.

Det fastslog Finnairs koncernchef tirsdag, da flyselskabet holdt kapitalmarkedsdag og præsenterede Finnairs mål og planer for strategiperioden 2020-2025.

”Vi forbereder os på at investere betydeligt i vores flåde for at øge effektiviteten og reducere vores CO2-aftryk. Vi vil være en frontløber inden for bæredygtighed,” sagde Finnaris koncernchef, Topi Manner, på kapitalmarkedsdagen.

Finnair har fra 2015 til 2019 investeret cirka to milliarder euro (15 milliarder kroner) i en mere brændstofeffektiv langdistanceflåde med foreløbigt 14 nye Airbus A350-900, som har medført en betydelig reduktion af CO2-emissioner fra selskabets flyoperationer.

10-15 procent mindre CO2-udslip
Som det næste led i strategien om at blive en bæredygtig frontløber skal Finnairs flåde af mellemdistancefly nu fornyes. Finnair vil derfor frem til 2025 investere mellem 3,5 og 4 milliarder euro (26-30 milliarder kroner) i nye fly. Flådefornyelsen anslås at kunne reducere CO2-emissionerne fra Finnairs europæiske trafik med 10-15 procent i forhold til i dag.

Cirka to tredjedele af investeringen skal gå til udskifte nogle af de ældre flytyper i flåden, som blandt andet tæller Airbus A319 og A320 med en gennemsnitsalder på 17-18 år. Den sidste tredjedel af investeringen skal gå til en udvidelse af flåden, oplyste Topi Manner på kapitalmarkedsdagen.

”Vejen mod et langsigtet mål for ægte netto CO2-neutralitet i luftfarten er lang og udfordrende, men vi vil fortsætte målbevidst ad denne vej, trin for trin,” sagde Topi Manner.

Foruden at investere i nye fly vil Finnair også gennemføre operative tiltag, der forbedrer brændstofeffektiviteten, investere i brug af biobrændstoffer og på længere sigt også syntetiske brændstoffer. Finnair vil endvidere arbejde på at udvikle elektrisk flyvning til kortere ruter.

Flere frekvenser på eksisterende ruter
Finnair vil også fremover udnytte Helsinki Lufthavns geografiske placering og føde trafik ind fra Europa til selskabets store netværk af ruter til Asien. Men efter at have ekspanderet kraftigt de seneste år med ruter til en række nye asiatiske destinationer vil Finnair de kommende år i stedet fokusere på at tilføje flere frekvenser til allerede eksisterende ruter.

“Vi fokuserer på vores netværk til asiatiske megabyer. Det er attraktive markeder med høje afkast. Men fremfor at tilføje nye ruter, vil vi tilføje flere frekvenser til disse byer,” sagde Topi Manner.

Finnair har dog allerede annonceret to nye ruter til Asien i 2020 – nemlig en rute til Busan i Sydkorea og en rute til Tokyo Haneda. Næste sommer vil Finnair således have over 100 ugentlige frekvenser til destinationer i Asien.

På kapitalmarkedsdagen fortalte Finnair også, at selskabet de kommende år vil udnytte sit hub i Helsinki mere effektivt ved at tilføje flere afgange på europæiske ruter uden for den mest travle periode i lufthavnen, som er i tidsrummet fra klokken 15 til 19. Der skal særligt tilføjes flere ruter i tidsrummet fra klokken 10 til 14, og dermed kan Finnair både bruge sin flåde og banerne i Helsinki mere effektivt.

Finnair forventer i strategiperioden fra 2020 til 2025 en rentabel vækst med en årlig kapacitetsvækst på mellem tre og fem procent på linje med markedsvæksten.

 

Relaterede artikler:

Finnair med første Haneda-rute fra Norden

Rekordmåned for Finnair

Finnair udvider med endnu en asiatisk destination