I oktober var der samlet en passagerstigning på 4,4 procent i de 43 statsejede Avinor-lufthavne i Norge. Antallet af internationale rejsende vokser fortsat mere end indenrigsrejsende, og flyene har en højere belægning.
Den internationale flytrafik fra norske lufthavne har været i konstant vækst gennem 2024. Oktober blev ingen undtagelse, idet 1.923.149 internationale passagerer rejste til og fra de 43 lufthavne i Norge, der drives af den statsejede lufthavnsoperatør Avinor.
Den internationale passagervækst var i oktober på 5,9 procent i forhold til samme måned året før, mens indenrigstrafikken kun voksede med 3,4 procent. Samlet blev det til en passagerstigning på 4,4 procent i årets tiende måned.
I Oslo Lufthavn blev der registreret i alt 2.421.586 passagerer, hvilket var en stigning på 4,0 procent i forhold til oktober sidste år, og år til dato har 22.588.073 rejst gennem terminalerne i den norske hovedstadslufthavn, hvilket er 4,8 procent flere end året før.
Indenrigsflytrafikken er stadig dominerende i Norge med en samlet andel på 59 procent i de norske lufthavne, mens den internationale passagertrafik blot står for 41 procent.
Indenrigsmarkedet retter sig
Ifølge Avinor var den generelle passagervækst i oktober én procent højere end prognosticeret.
Således kan Avinor ikke alene glæde sig over den fortsatte vækst i internationale rejsende, men det lidt svage indenrigsmarked har udviklet sig positivt gennem de seneste måneder.
“Der var også en stigning blandt indenrigsrejsende i september, og udviklingen har også været positiv gennem hele oktober på dette marked. Det betyder, at der hidtil i år har været en stigning på to procent indenrigs,” siger Gaute Skallerud Riise, direktør for trafikudvikling i Avinor.
Flere passagerer i flyene
Antallet af operationer i de norske lufthavne var trods passagervæksten på samme niveau som i oktober 2023 med i alt 56.696 starter og landinger hos de kommercielle flyselskaber.
Det indikerer dermed, at flyene har højere belægning end i samme periode året før, og det bekræftes da også af Avinor-direktøren.
“Væksten skyldes ikke en høj tilgang af flere flyvninger, men blot mere fyldte fly. Det gælder også international trafik. Dette er en konsekvent tendens. også internationalt, da der er mangel på flykapacitet på luftfartsmarkedet generelt. Manglen er især drevet af forsinkede leverancer fra Boeing og motorproblemer, der påvirker nogle selskaber med Airbus-fly i deres flåde.”
Det er især Oslo Lufthavn, der kan mærke, at mangel på flykapacitet påvirker tilgængelighed og ruteudbud.
Relaterede artikler:
Hver femte indenrigsrejsende i Norge er udlænding