Motor på Boeing 737-800 fra Flyr. (Screendump fra Facebook-video fra Flyr)

Flyr-emission er fuldtegnet (opd.)

Inden torsdag kl. 16.30 skal Flyr i en ny emission sikre sig de første 250 af op til 700 millioner norske kroner. Selskabet indgår intentionsaftale om charterflyvninger for dansk rejsearrangør.

Dramaet om det norske lavprisflyselskab Flyr fortsætter. Tirsdag kl. 16.30 udløb tegningsfristen for et udbud af 43.000.000.000 nye aktier til en pris af 0,01 norske kroner per styk, hvilket skulle have sikret 430 millioner norske kroner (325 millioner danske kroner) via en såkaldt private placement. Det lykkedes dog ikke at få solgt alle aktier.

Efterfølgende har selskabets bestyrelse modtaget et forslag til en “alternativ transaktionsstruktur” ud fra en kombination af eksisterende og nye professionelle investorer, og dette forslag har bestyrelsen vurderet som værende i selskabets og aktionærernes interesse. Dette meddeler Flyr i en børsmeddelelse onsdag morgen.

Det nye forslag, der ifølge det norske medie E24.no kommer fra storinvestoren Jan Petter Sissener og hans fond Sissener Canopus, går ud på at tilføre op til 700 millioner norske kroner (505 millioner danske kroner) i en rettet emission, hvor en afgrænset gruppe af investorer får tilbud om at købe de nye aktier samt i en efterfølgende reparationsemission samt nye tegningsretter.

Sikrer sig til udgangen af første kvartal 2023
Der skal udstedes 70.000.000.000 nye aktier til en pris af 0,01 norske kroner per styk, og der skal først hentes 250 millioner kroner fra en afgrænset gruppe af investorer. 

Herefter følger en såkaldt reparationsemission for de investorer, der ikke kunne deltage i den første emission, og her kan der hentes op til 100 millioner norske kroner. 

De investorer, der deltager i den rettede emission til 250 millioner norske kroner får derefter tildelt tegningsret til nye aktier, der kan bruges helt eller delvis den 31. januar 2023, 28. februar 2023 eller 31. marts 2023. Hermed kan Flyr sikre sig yderligere 250 millioner norske kroner.

Deltagerne i reparationsemissionen får også mulighed for at tegne nye aktier, som kan udnyttes den 31. marts. Herigennem vil der kunne hentes yderligere 100 millioner norske kroner, hvormed der samlet er tale om 700 millioner norske kroner i de fire skitserede faser.

Nettoprovenuet på 250 millioner kroner skal bruges til at genetablere selskabets finansielle position og bringe Flyr gennem første kvartal af 2023. Det efterfølgende udbud og provenuet fra tegningsretterne skal sikre genopretning af trafikken i foråret og sommeren 2023. Der er dog ikke penge til ETS-kvoter og bufferkapital til driften i andet kvartal af 2023, hvis der ikke kommer penge ind fra tegningsretterne. 

I givet fald vil selskabet ikke kunne opretholde den fremtidige drift, fremgår det af meddelelsen fra Flyr.

Usikkerhed hos kunder
Usikkerheden om Flyr har fået mange rejsende til at sikre sig billetter hos Norwegian, hvis Flyr skulle komme i en situation, hvor det ikke er muligt at fortsætte driften.

Derfor standsede Norwegian tirsdag kl. 14.30 salget af fleksible billetter på en række ruter, hvor selskabet er i direkte konkurrence med Flyr. Norwegian var blevet tippet om, at mange Flyr-rejsende garderede sig hos Norwegian med billetter, der frit kunne annulleres igen, hvis Flyr fortsætter med at flyve.

“Vi har lukket salget af fleksible billetter på en del af vores ruter fordi vi ikke kan være forsikringsselskab for Flyrs kunder. Dette er ikke noget vi ønsker at gøre, og det er midlertidigt, i første omgang til udgangen af november,” siger kommunikationsdirektør Esben Tuman fra Norwegian til norske VG.

Det drejer sig indtil videre om ruterne fra Oslo til Alicante, Barcelona, Las Palmas, Málaga, Nice og Rom.

Det er dog ikke alle kunder, der har vendt Flyr ryggen. Onsdag morgen skriver Flyr i en pressemeddelelse, at danske Skinetworks har indgået en intentionsaftale om at flyve svenske skiturister fra Gøteborg og Stockholm til Torino og Innsbruck i løbet af vinteren. Dermed bliver Flyr nu også charterflyselskab, ligesom en intentionsaftale om at wetlease et eller to fly til et unavngivet europæisk selskab også åbner for ACMI-forretning.

På Oslo Børs stiger aktiekursen på Flyr onsdag morgen med 60 procent som reaktion på det nye forslag om den rettede emission.

Opdatering
Flyr udsendte onsdag kl. 15.30 en børsmeddelelse. hvoraf det fremgår, at emissionen er fuldtegnet. Aktien lukkede i 0,0822 norske kroner, hvilket svarer til en stigning på 2,75 procent.

 

Relaterede artikler:

Flyr er ikke i mål med kapitalforhøjelse

Analytiker om Flyr: Det ligner et hul i jorden

Flyr stiller fly på jorden og hjemsender ansatte