Airbus A320-200-fly fra Braathens Regional Airlines. (Foto: Braathens Regional Airlines | PR)

Første Airbus A320 til kriseramt svensk flyselskab

Braathens Regional Airlines har modtaget det første Airbus A320, mens flyselskabet udfordres af økonomien og forsøger at lande en rekonstruktion. Flere nye fly er på vej i denne måned.

I øjeblikket kæmper Braathens Regional Airlines (BRA) med økonomien, da det svenske flyselskab har søgt om rekonstruktion for syv ud af de 13 selskaber, som udgør koncernen. Det er blot få år siden, at selskabet sidst stod i samme situation.

COVID-19-pandemien og dennes genvordigheder førte nemlig til, at BRA i april 2020 valgte at søge om finansiel rekonstruktion. Dengang endte det med, at selskabets fly blev parkeret på landjorden i 13 måneder, inden de atter fik luft under vingerne.

Mens selskabet arbejder på at få vendt den økonomiske situation, fortsætter operationerne indtil videre, og derfor har BRA netop modtaget et nyt fly. Det skal supplere flåden, der består af 14 ATR 72-600-fly samt fire Airbus A319-100’ere.

Har fløjet for mexicansk selskab
Braathens Regional Airlines overtog det nye Airbus A320-200-fly fredag i den forgangne uge, hvor det landede i Malmø Lufthavn efter en flyvning på lidt over en time fra Leoš Janáček Airport, som ligger ved byen Ostrava i Tjekkiet.

Flyet bærer registreringen SE-RGG, er 16 år gammelt og har tidligere været på vingerne for det mexicanske lavprisselskab Interjet, der stoppede flyvningerne i december 2020, fordi selskabet havde fået oparbejdet en stor gæld fra blandt andet brændstofindkøb.

Siden har flyet været ejet af leasingselskabet Macquarie AirFinance, som har leaset det til BRA. Selskabet er en del af den australsk koncern Macquarie Group, der har en række forskellige forretningsben inden for finansverdenen.

Får leveret flere fly i november
Flyet er blevet opgraderet både indvendigt og udvendigt. Det har blandt andet betydet, at kabinen er blevet renoveret, oplyser BRA, der desuden fortæller, at flyet benyttes til flyvninger med Apollo-passagerer mellem Skandinavien og destinationer i det sydlige Europa.

Dette område har flyselskabet været beskæftiget med siden foråret, hvor man startede med at foretage flyvninger for Ving til rejsemål ved Middelhavet. At Airbus-flyet nu er en del af flåden betegnes som en milepæl, der skal bidrage til at øge antallet af charterflyvninger.

”Vi er meget begejstrede for at kunne byde vores første Airbus A320 velkommen til flåden, da det gør det muligt at tilbyde vores kunder en behagelig og komfortabel flyvning,” udtaler driftsdirektør Fredrik Matseng fra Braathens Regional Airlines.

I løbet af november vil BRA få overdraget yderligere to Airbus 320-fly.


Relaterede artikler:

Svenske BRA søger finansiel rekonstruktion

BRA i samarbejde med Lufthansa om A320-vedligeholdelse

Nyt stort underskud i Braathens-koncernen