Boeing 787-9 Dreamliner med registrering HZ-RXX hos det saudiarabiske flyselskab Riyadh Air. (Foto: Riyadh Air)

Første fly til nyt flyselskab er ikke for passagerer

Riyadh Air fra Saudi-Arabien har modtaget sit første fly, men i første omgang har det andet formål end at flyve med passagerer. Flyselskabet satser på at komme i luften i 2025.

I marts 2023 blev Riyadh Air grundlagt, og siden er der arbejdet frem mod at komme på vingerne fra den kommende base i King Khalid International Airport i Riyadh.

Nu står flyselskabet til at modtage sit første fly, der er en leaset Boeing 787-9 Dreamliner. Flyet er malet i Riyadh Airs farver, men det skal i udgangspunktet ikke bruges til at flyve passagerer rundt i verden. Det skal nemlig fungere som trænings- og reservefly.

Inden længe vil Riyadh Air løfte sløret for, hvordan kabineindretningen bliver i de fly, der skal flyve med passagerer. Træningsflyet har nemlig ikke denne indretning, men det har stadig et interiør med høje specifikationer.

Riyadh Airs første fly, der altså primært skal bruges til træningsformål, har registreringen HZ-RXX, er næsten otte år gammelt og er malet i flyselskabets lilla-hvide farver.

Har bestilt omkring 100 fly
Træningsflyet, der hidtil har været beskæftiget hos Oman Air, er ikke en del af Riyadh Airs ordre på 39 Boeing 787-9 Dreamliner. Selskabet har desuden en option på køb af yderligere 33 Dreamlinere. Herudover har Riyadh Air en ordre på 60 eksemplarer af Airbus A321neo.

Indtil videre arbejder Riyadh Air stadig på at få sin driftstilladelse (AOC) hos General Authority of Civil Aviation. Flyselskabets plan er, at det skal på vingerne i løbet af 2025.

De hidtidige flyordrer kan dog ende med at udgøre en mindre del af den samlede Riyadh Air-flåde i fremtiden. Således har kilder tidligere peget på, at flyselskabet kan have ambitioner om at få en flåde på op mellem 300 og 400 fly.

Vil tiltrække flere turister
Det økonomiske grundlag for at etablere Riyadh Air er sket via en øremærkning på 225 milliarder kroner til flyselskabet, der sigter mod at betjene op mod 100 forskellige destinationer i 2030.

Ifølge koncernchef i Riyadh Air, Tony Douglas, vil selskabet fokusere på trafik til og fra lufthavne i Saudi-Arabien, så det bidrager til udviklingen i landet, som har ambitioner om at tiltrække flere turister.

Saudi-Arabiens overordnede strategi, ’Vision 2030’, har nemlig til formål at mindske landets afhængighed af indtægter fra olie for i stedet at satse mere på indtægter fra turister, der besøger landet.

 

Relaterede artikler:

Flere detaljer om Riyadh Airs planer

Riyadh Air er klar til Paris

Nyt flyselskab skaber 200.000 jobs