Germanwings færdig i København?

Det ser ud til, at Germanwings fik blot et år i det danske lavprisflymarked. Selskabets rute mellem Köln og København er ikke blevet forlænget i sommerfartplanen 2011, hvorfor de mere end 1.700 ugentligt udbudte sæder på ruten angiveligt forsvinder ud af markedet.

Siden søndag den 28. marts har det tyske lavprisflyselskab fløjet 6 gange ugentligt mellem Köln og København. Men noget tyder på, at Germanwings ikke vil operere ruten efter marts måned 2011.

Ruten er nemlig ikke med i den nye sommerfartplan for 2011, som Germanwings offentliggjorde og satte til salg torsdag den 16. september. Derimod er ruten mellem Köln og Stockholm blevet forlænget i sommerprogrammet. Presse og kommunikationschef Heinz Joachim Schöttes fra Germanwings i Köln har dog ikke overfor CHECK-IN.dk ønsket at bekræfte oplysningerne om rutelukningen.

Germanwings havde oprindeligt store planer for København. Selskabets ledelse angav den nye lavprisfinger CPH Go (tidl. Swift), som en af årsagerne til, at selskabet havde valgt at satse på Københavns Lufthavn. Men panderynkerne hos selskabets ledelse blev noget dybe, da den forventede rabat for benyttelsen af det nye lavprisområde kun blev 20 kr. passagerer, idet der oprindeligt var stillet et større beløb i udsigt.

Dette kom samtidig med meddelelelsen om, at den tyske regering pr. 1. januar 2011 indfører en klimaafgift på rejser fra tyske lufthavne. Det betyder, at en flybillet fra Köln til København bliver 8 Euro (ca. 60 kr.) dyrere som følge af den nye klimaafgift. Og rejser man fra København via Köln og videre ud i Europa, bliver klimaafgiften det dobbelte.

Da lavprisflyselskaberne opererer i et meget prisfølsomt marked med store volumener og små fortjenester,kan obligatoriske afgifter af denne art medvirke til at svække konkurrenceevnen eller gøre ruterne urentable. Germanwings opererer eksempelvis Airbus A319 med 144 sæder på flyene til København. Den nye klimaafgift vil således betyde en meromkostning på 8.640 kr. på et udsolgt fly fra Köln til København, hvis afgfiterne ikke væltes over på kunderne.

Det tyske lavprisflyselskab er da også i færd med at undersøge muligheden for at flytte en række afgange til nabolandende. Således er Maastricht–Aachen lufthavnen udset som en mulighed, hvilket Germanwings undersøger i øjeblikket. Selskabet vurderer, at ca. 600.000 passagerer årligt vil vælge at flytte rejserne til lufthavne i Belgien, Frankrig eller Holland p.g.a. den nye klimaafgift.

Læs også:

Germanwings tidligst til CPH Go næste forår

Germanwings åbner rute fra København