Playa de Las Canteras på Gran Canaria.

Gran Canaria overhalede Antalya

Antalya og Las Palmas byttede plads som den største destination, når danskerne rejste på charterferie i 2016.

Antalya Lufthavn ved den tyrkiske middelhavskyst har igennem flere år været den lufthavn, som oftest har stået oversigten over charterflyafgange fra de danske lufthavne. Men i 2016 er den store tyrkiske charterlufthavn blevet overhalet af Las Palmas på Gran Canaria, hvad angår antallet af ankommende og afrejsende danske passagerer.

Det viser de seneste tal fra Trafikstyrelsen, hvor 252.018 danske passagerer fløj til og fra Antalya Lufthavn mod 335.998 året før. Det svarer til, at hver fjerde dansker har valgt Antalya Lufthavn fra. Derimod har den været en markant vækst i antallet af danske rejsende til Gazipasa-lufthavnen ved Alanya. Her har der i 2016 været en fremgang på næsten 33 procent fra 64.581 passagerer i 2015 til 85.823 i 2016.

“Noget af tilbagegangen på Antalya hænger sammen med, at stadig flere charterarrangører vælger at flyve gæsterne ind til Gaziapasa, der ligger meget tæt på Alanya, så man kan undgå den lange køretur fra Antalya Lufthavn,” forklarer informationschef Torben Andersen fra Spies til CHECK-IN.dk.

Ser man samlet på Antalya og Gazipasa, så har de to lufthavne mistet næsten 63.000 passagerer fra 400.579 i 2015 til 337.841 i 2016, hvilket repræsenter en tilbagegang på 15,7 procent. Men umiddelbart kan det se ud til, at tilbagegangen fortsætter i 2017.

“Vi reducerede ikke i vores produktion i 2016, men i den kommende sommer har vi fjernet 30 procent af kapaciteten,” bekræfter Torben Andersen.

Tilbagegangen i det danske marked på rejser til Antalya Lufthavn er dog ikke så markant som i andre markeder. I 2016 rejste i alt 19 mio. passagerer gennem Antalya Lufthavn, hvilket var et fald på 30,9 procent i forhold til året før.

De 10 største charterdestinationer fra Danmark 2016 vs. 2015

Destination 2016 2015 Ændring
Las Palmas 272.750 261.189 +4,4 %
Antalya 252.018 335.998 -25,0 %
Palma de Mallorca 238.135 203.216 +17,2 %
Chania (Kreta) 209.790 196.642 +6,7 %
Tenerife 169.088 165.378 +2,3 %
Rhodos 156.166 147.705 +5,8 %
Alanya-Gazipasa 85.823 64.581 +32,9 %
Fuerteventura 77.849 65.898 +18,1 %
Lanzarote 70.240 67.647 +3,8 %
Málaga 63.834 17.567 +263,4 %
1.595.693 1.525.822 +4,6 %

 

Stigende hotelpriser i Spanien
Tyrkiet-gæsterne har nu vendt blikket mod de populære og sikre spanske destinationer. Således var der fremgang over hele linjen på charterflyvninger til De Kanariske Øer, Mallorca og Costa del Sol.

Las Palmas på Gran Canaria toppede i 2016 listen over de 10 største charterdestinationer fra Danmark. Størst vækst var der dog til Mallorca med en stigning på 17,2 procent samt Málaga, hvor Trafikstyrelsens tal viser en stigning på ikke mindre end 263,4 procent fra 17.567 til 63.834 passagerer. Det er dog ikke rendyrkede charterpassager der er tale om, idet Primera Air-flyvninger på rutebasis af en eller anden årsag indgår heri.

“Der er ingen tvivl om, at Spanien har vundet på grund af usikkerheden om Tyrkiet samt kriserne i Egypten og Tunesien. Det mest solsikre er De Kanarisk Øer, men priserne på hotellerne er steget gevaldigt. Man rejsende, der vælger at købe en billet til Spanien med et lavprisflyselskab, risikerer ikke at kunne finde et hotelværelse til en rimelig pris på de mest populære destinationer,” advarer kommunikationschefen.

 

Relaterede artikler:

Chartergæster vender Tyrkiet ryggen

Passagertal i tyrkiske lufthavne styrtdykker

Atter muligt at rejse på ferie til Tyrkiet

Star Tour: Færre rejsende til Tyrkiet

Norwegian nyder godt af Spanien-boom