Hvor blev Sterling Airlines-flyene af?

Sterling Airlines opererede ved konkursen i oktober 24 fly. De flyver i dag rundt over hele verden fra Sibirien til Colombia.

Da Sterling Airlines indgav konkursbegæring den 29. oktober 2008 var i alt 24 fly opereret af selskabet. Alle fly var leaset, og der blev arbejdet ihærdigt fra kuratellets side med at få flyene på vingerne igen på nye kontrakter.

Ikke alle fly kom på vingerne igen. Tirsdag den 25. november satte en 18-årig gammel Boeing 737-500 kurs mod Goodyear-lufthavnen i USA´s ørkenområde i Arizona. Her skulleflyet ende sine dage sammen med ca. 1.250 andre udfasede fly på Phoenix Deer Valley flykirkegården. I alt tre andre Boeing 737-500 fra Sterling Airlines blev oplagt efter konkursen.

Denne skæbne overgik dog ikke alle Sterling Airlines-flyene. Således opererer Cimber Air i dagseks Boeing 737-700 fly under navnet Cimber Sterling. Et af flyene er malet om i det såkaldte retro-look, der er en del af Cimber Sterlings store markedsføringskampagne.

Cimber Sterling 737 retro

Cimber Sterling har overtaget seks Boeing 737-700 fly

Men andre af flyene er kommet til mere eksotiske destinationer. Moskovia Airlines flyver meden ex-Sterling Airlines Boeing 737-700 som det eneste vestligt producerede fly i selskabets flåde, der ellers udelukkende består af russiske Ilyushin og Tupolev-fly.

I det nordlige Sibrien flyver en Boeing 737-800 for selskabet NordStarpå ruterne fraNorilsk til Adler/Sochi og Moskva. Norilsk er den næststørste by nord for polarcirklen.

Under andre fremmede himmelstrøg befinder sig også to ex-Sterling Airlines Boeing 737-700 fly. Det er colombianske AIRES Colombia, der har fået disse fly i sin flåde. Og nordafrikanske Tunisair har også leaset to Boeing 737-700 fly, hvoraf den ene flyver for Mauritiania Airways.

På de hjemlige breddegrader har det norske lavprisflyselskab Norwegian lejet to Boeing 737-800 fly fra den tidligere Sterling-flåde. Astraeus med base i London-Gatwick har indlejet en Boeing 737-700, der skal anvendes af Iceland Express. Og islandske Primera Air har også fået adgang til en Boeing 737-700 fra det tidligere Sterling Airlines. Dette fly skal stationeres i Billund og flyve charter for Bravo Tours. Endelig har det rumænske lavprisflyselskab Blue Air overtaget en Boeing 737-800.

Kun to ex-Sterling Airlines fly opererer i dag i USA. Lavprisflyselskabet Sun Country Airlines med base i Minneapolis flyver med en Boeing 737-800, mens Las Vegas-baserede Vision Airlinesogså fik en 737-800 fra den tidligere Sterling Airlines-flåde.

Der kan således være en vis sandsynlighed for, at man som rejsende på et eller andet tidspunkt ude i den store verden stiger ombord i et fly, der har fløjet for Sterling Airlines under dansk register.