Icelandair har 13 Airbus A321XLR i fast ordre og 12 fly af samme type i option. Foto: Airbus/Icelandair

Icelandair bekræfter ordre på Airbus A321XLR

Icelandair har bekræftet den aftale, som i april blev indgået med Airbus om køb af 13 A321XLR samt option på yderligere 12 fly. Dermed bliver flyselskabet for første gang kunde hos Airbus.

Fremtidens flåde af passagerjetfly hos Icelandair vil ikke længere kun bestå af fly fra Boeing – men også af fly fra Boeings europæiske konkurrent.

Således har Icelandair bekræftet, at selskabet køber 13 Airbus A321XLR på fast ordre, mens der er yderligere 12 fly af denne ultra-langtrækkende version i option. De to parter indgik en hensigtserklæring 7. april i år, og den er således nu blevet til en endelig købsaftale.

Leveringerne af de nye A321XLR begynder i 2029, og Icelandair ønsker ikke at oplyse, hvad købsprisen for de 13 fly har været. Flyene er endnu ikke finansieret, men Icelandair vil undersøge finansieringsmuligheder frem mod flyenes leveringsdatoer.

Herudover har Icelandair tidligere oplyst, at det ønsker at lease et antal Airbus A321LR. Selskabet har været i fremskredne forhandlinger med forskellige flyleasingselskaber omkring denne A321-version, og det er endt med, at Icelandair leaser fire nye fly på langvarige aftaler fra SMBC Aviation Capital Limited. De vil efter planen blive leveret fra Airbus i fjerde kvartal af 2024.

Første køb hos Airbus nogensinde
Bogi Nils Bogason, der er koncernchef i Icelandair, er glad for at have afsluttet købsaftalen omkring A321XLR med Airbus.

”De effektive A321XLR-fly vil yderligere styrke vores forretningsmodel, øge vores fleksibilitet og skabe muligheder for fremtidig vækst samt støtte vores bæredygtighedsindsatser endnu mere,” fortæller han.

Også fra Airbus’ side er der begejstring over den nye købsaftale, der således gør Icelandair til kunde hos Airbus for første gang nogensinde.

”Vi er taknemmelige for, at Icelandair sætter deres lid og tillid til Airbus. Vi er stolte over at byde Icelandair velkommen som en ny Airbus-kunde. Ved at udnytte A321XLR’s enestående ydeevne baner flyselskabet vejen for bæredygtig vækst med stor effektivitet og en betydelig reduktion af CO2-udledningerne,” siger Christian Scherer, kommerciel direktør hos Airbus.

Airbus-fly skal erstatte Boeing 757
Med købet af de brændstofeffektive Airbus A321XLR og leasing af Airbus A321LR vil Icelandair gradvis trække de aldrende Boeing 757 tilbage. Boeing 757 har været hjørnestenen hos det islandske flyselskab siden 1990.

Koncernchef Bogi Nils Bogason har tidligere udtalt, at de nye Airbus-fly giver mulighed for fremtidig vækst, da de vil kunne bruges til nye og spændende markeder rundt om i verden.

Icelandair forventer at indrette A321XLR med omkring 190 sæder, hvor der til sammenligning er plads til 183 passagerer i selskabets eksisterende Boeing 757-200. I Icelandairs Boeing 737 MAX 8 og MAX 9 er der plads til henholdsvis 160 og 178 passagerer.

Rækkevidden er imidlertid den helt store fordel ved de nye A321’ere. Det forventes, at A321XLR får en rækkevidde på 8.700 kilometer, mens A321LR har en rækkevidde på op til 7.400 kilometer.

 

Relaterede artikler:

Icelandair vil købe op til 25 Airbus A321XLR

Icelandair inviterer Airbus og Boeing til udbud

Icelandair skal beslutte Boeing 757-afløser i år