Icelandair Boeing 737 MAX 8 (Foto: Icelandair | Facebook)

Icelandairs MAX-fly skal overvintre i Spanien (opd.)

Fem næsten splinternye Boeing 737 MAX-fly, der står ubeskæftigede i Reykjaviks Keflavik-lufthavn, er snart på vej til Spanien.

Opdatering: (11.10.19)
Fredag den 11. oktober er de første Icelandair-fly på vej sydover. Destinationen blev dog Lleida i Spanien og ikke Toulouse som først meddelt. TF-ICN og TF-ICO fløj som de første fly via Shannon direkte til den catalanske lufthavn i det nordøstlige Spanien.

Da Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) den 12. marts i år udstedte flyveforbud til Boeing 737 MAX-flyene, havde Icelandair tre fly af denne type i drift, mens yderligere tre var leveret eller undervejs til at blive leveret.

Det er årsagen til, at der i øjeblikket holder seks MAX´ere på rad og række i Keflavik International Airport uden for Reykjavik. De venter på, at flyveforbuddet skal blive ophævet, mens yderligere tre fly står hos Boeing produktionsanlæg i Renton i USA og venter på at blive leveret.

Men da det endnu er uklart, hvornår MAX-flyene kommer på vingerne igen, og alt tyder på, at det tidligst bliver i løbet af første kvartal 2020, så har Icelandair besluttet at sende flyene i vinterhi under andre vejrmæssige forhold. I stedet for den fugtige, kolde og saltholdige luft i Nordatlanten skal flyene overvintre i Toulouse i Sydfrankrig. Det skriver det islandske medie, mbl.is.

Det fremgår dog ikke, hvilken Toulouse-lufthavn, der er tale om. Det vil formentlig ikke være Blagnac Airport, der er hjemsted for både Airbus og ATR Aircraft, men muligvis Toulouse-Francazal, der har en 1.800 meter lang bane og ofte bruges til business jets.

Har kæmpet for tilladelser
Ifølge Jens Thórdarson, der er driftsdirektør hos Icelandair, har det været en omfattende procedure at få tilladelserne til at gennemføre færgeflyvningerne fra Keflavik til Toulouse.

Tilladelserne fra EASA og Transportstyrelsen i Island er blevet indhentet i tæt samarbejde med Boeing. Her er blevet afgivet informationer om, hvordan flyene vil blive fløjet, med hvilket udstyr, i hvilken højde, og hvem der skal være ombord. Formålet er blandt andet at forhindre, at flyene kan blive udsat for situationer, hvor fejl i de såkaldte AOA-sensorer kan udløse automatikken i det elektroniske MCAS-system, der indirekte var årsag til to flyulykker med samlet 345 dødsofre.

Selvom softwaren i flyene endnu ikke er blevet opdateret, så er der dog ingen problemer med at få Icelandairs piloter til at påtage sig opgaven med at få flyene sikkert frem til Toulouse på den 3.100 kilometer lange flyvning.

“De piloter, der har fløjet flyet synes om det, og det er ivrige efter at komme i luften igen. Vi har ikke oplevet noget unormalt ved driften af vores fly,” siger Jens Thórdarson.

Eventuelle bevægelser hos Icelandairs MAX-fly kan følges på Flightradar24.com på følgende registreringsnumre; TF-ICE, TF-ICN, TF-ICO, TF-ICU, TF-ICY og TF-ICA.

Tab på op imod en milliard kroner
Icelandair har allerede opgivet af få MAX´erne i drift i 2019, og produktionen med disse fly er taget ud af trafikprogrammet. Det var ellers hensigten, at op til ni MAX-fly i 2019 skulle have dækket 27 procent af produktionen hos Icelandair, der i sommertrafikprogrammet har været nødt til at leje eksterne fly.

Indtil videre har MAX-groundingen kostet Icelandair omkring 135 millioner dollars, eller  hvad der svarer til 915 millioner kroner. Det er nettobeløbet efter at en foreløbig kompensation fra Boeing er blevet fratrukket.

 

Relaterede artikler:

Icelandair indgår aftale om MAX-erstatning

Icelandair opgiver MAX i resten af 2019

Icelandair erstatter 737 MAX med Boeing 767