Egilsstaðir Airport i det østlige Island. Foto: AnonimitasUsario, CC 4.0

Island vil have flere internationale lufthavne

Den islandske regering ønsker flere internationale lufthavne i landet og har derfor afsat midler til at udvide lufthavnene i Akureyri og Egilsstaðir.

Keflavik International Airport tæt ved hovedstaden Reykjavik er eneste internationale lufthavn i Island. Men ikke ret meget længere.

Den islandske regering vil nemlig investere i to eksisterende lufthavne. Der er tale om Akureyri Airport i det nordlige Island og Egilsstaðir Airport i det østlige af landet. For at afbøde de økonomiske effekter af coronapandemien har regeringen afsat 20 milliarder islandske kroner til infrastruktur, hvoraf seks milliarder islandske kroner (295 millioner kroner, red.) er afsat til transportinfrastruktur.

Udvidelsen af lufthavnene skal munde ud i, at de begge kan fungere som internationale lufthavne, og dermed fordele ankommende turister på flere regioner. Arbejdet er sat til at begynde i år, skriver Iceland Review. I Akureyri Airport vil terminalen og forpladsen blive udvidet, og det vil understøtte turismen i området, lyder det.

I Egilsstaðir Airport skal driftssikkerheden øges, og der skal gøres plads til, at op mod 20 passagerjetfly kan lande i tilfælde af midlertidig lukning af Keflavik-lufthavnen.

Konkurrenceevne afhænger af internationale lufthavne
Den islandske transportminister, Sigurður Ingi Jóhannsson, siger, at investering i blandt andet lufthavne er et vigtigt skridt mod at forbedre landet i tiden efter coronapandemien.

”På trods af turistindustriens kollaps er der et presserende behov for at opbygge infrastruktur, og lufthavne er en af ​​nøglekomponenterne i investeringsinitiativet,” lyder det fra ministeren.

”På lang sigt vil landets konkurrenceevne i høj grad afhænge af internationale flyforbindelser, og flere indgange til landet har været på regeringens dagsorden.”

De lokale myndigheder i Akureyri har længe ytret et stort ønske om at få udvidet lufthavnen til også at kunne tage imod internationale fly. Og det er altså nu lykkes, hvilket også skaber glæde i det islandske turistforskningsinstitut.

”Flere turister vil give turistindustrien i det nordlige Island mulighed for at udvikle sig mere bæredygtigt hele året rundt,” forklarer institutleder Gudrun Thora Gunnarsdottir ifølge Sveriges Radio.

 

Relaterede artikler:

Slut med Air Iceland Connect

Island sigter efter elektriske indenrigsflyvninger i 2030

Nyt islandsk flyselskab har fået slots i CPH