Jet Airways søger europæisk partnerskab

Indiske Jet Airways overvejer optagelse i Star Alliance eller SkyTeam kombineret med et europæisk samarbejde. Det kan åbne muligheder for Københavns Lufthavn.

I Indien kæmper både statsejede Air India og det private Kingfisher Airlines med store økonomiske problemer, som har afskåret dem fra at tilslutte sig en af de tre store luftfartsalliancer. Kingfisher var på vej ind i oneworld, men har fået sat optagelsen på pause på baggrund af en tvivlsom økonomi, som de seneste måneder har præget selskabet.

Air India har lidt samme skæbne, idet selskabet gennem flere år har forberedt sig på optagelse i Star Alliance. Optagelsen blev dog sidste år sat på stand-by af alliancens ledelse.

I mellemtiden går konkurrenten Jet Airways og drømmer om, at blive det første indiske luftfartsselskab, der bliver medlem af en af de tre globale luftfartsalliancer. Jet Airways har først og fremmest set sig lun på Star Alliance, som blandt andet SAS, Lufthansa, United, Thai Airways og Singapore Airlines er medlemmer af. Inderne har dog også et godt øje til SkyTeam, som har Air France-KLM som et af de toneangivende medlemmer.

Solidt fodfæste
Jet Airways kunne desuden godt tænke sig at styrke sit europæiske netværk og benytte sig af konkurrenternes vanskeligheder til at få et solidt fodfæste i Europa. I dag flyver selskabet kun til Bruxelles, Milano og London. I den nære fremtid regner man med at udvide det europæiske rutenet til også at omfatte ruter til Paris, Frankfurt og München.

Hvis Jet Airways vælger Star Alliance – og hvis alliancen vil optage Jet Airways – får selskabet også brug for en rute til et stærkt europæisk Star Alliance knudepunkt. Lufthavnene i Milano, London og Paris er ikke Star Alliance knudepunkter, mens Frankfurt og München kan vise sig at være for store til at Jet Airways kan få det nødvendige antal attraktive landingstilladelser til at etablere et knudepunkt med ruter til og fra flere indiske byer.

Star Alliance-medlemmet SN Brussels har base i Bruxelles, men selskabets netværk er ikke særligt omfattende, og lufthavnen har ikke tiltrukket specielt mange af de andre Star Alliance-partnere.

Tæt dialog
Derfor kan Københavns Lufthavn være en oplagt kandidat til at blive et af Jet Airways’ europæiske knudepunkter.Lufthavnen i Kastruper i forvejen godt befolket af Star Alliance-selskaber og ikke så stor som eksempelvis Frankfurt. Det kan gøre det nemmere for Jet Airways at få landingstilladelser på de foretrukne tidspunkter.

Hos Københavns Lufthavn er man da også i dialog med inderne.

”Vi kan bekræfte, at vi er i tæt dialog med Jet Airways,” siger Københavns Lufthavnes kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen. Han ønsker dog ikke at gå i detaljer med hvad dialogen drejer sig om og hvor tæt parterne står på hinanden.