Boeing 787-9 Dreamliner. (Foto: KLM)

KLM annoncerer sin 21. rute til Nordamerika

Ved starten af vintertrafikprogrammet i slutningen af oktober kan KLM føje endnu en USA-rute til listen af amerikanske destinationer. Selskabet vil etablere en rute til Portland i Oregon.

I dag flyver det amerikanske SkyTeam-selskab Delta Air Lines dagligt mellem Amsterdam-Schiphol og Portland International Airport i den amerikanske delstat Oregon med en Airbus A330-300.

Ruten betjenes dog sidste gang den 26. oktober i år, hvorefter KLM overtagen ruten med opstart dagen efter. Det hollandske selskab vil dog i første omgang flyve tre gange om ugen i vintertrafikprogrammet, mens der øges til fem ugentlige afgange fra slutningen af marts 2025, når sommertrafikprogrammet træder i kraft.

Det betyder, at Delta Air Lines efter 15 år indstiller betjeningen af ruten og principielt overdrager den til KLM, der sammen med Air France og Virgin Atlantic også er en del af det transatlantiske joint venture, hvor man af og til koordinerer tidtabeller, da man har en overordnet aftale om deling af indtægter.

Dreamliner erstatter Airbus A330
Med KLMs entré på ruten opgraderes der til et mere moderne og miljøeffektivt fly, idet Deltas Airbus A330-300, der har plads til 282 passagerer, erstattes af en Boeing 787-9 Dreamliner, der er indrettet med 275 sæder i en treklasses konfiguration. 

KLM tilbyder 30 sæder i World Business Class, 21 sæder i Premium Comfort Class samt 224 sæder i Economy Class, mens Delta Air Lines har udbudt 34 sæder i Delta One, 21 sæder i Delta Comfort+ og 227 sæder i Economy Class, så det er næsten identisk konfiguration samt sædeantal.

Over 20 nordamerikanske ruter
Med tilføjelsen af Portland til KLMs rutenetværk bliver det selskabets 21. nordamerikanske rute, oplyser det hollandske SkyTeam-selskab. 

Udover Portland vil KLM i USA også betjene Atlanta, Austin, Baltimore, Boston, Chicago, Houston, Las Vegas, Los Angeles, Miami, Minneapolis, New York-JFK, San Francisco, Salt Lake City og Washington D.C. Til Canada flyver selskabet til Calgary, Montreal, Edmonton, Toronto og Vancouver.

Tidligere har KLM også fløjet til Anchorage, Dallas, Detroit, Memphis, Newark, Orlando og Seattle.

 

Relaterede artikler:

KLM vil flyve til 157 destinationer i vinteren

KLM har genetableret sine nordamerikanske ruter

KLM åbner ny USA-rute