København får igen Liverpool-rute

Efter kun et år lukkede Norwegian sin rute mellem CPH og Liverpool. Nu vil et andet selskab gøre et forsøg.

Norwegian forsøgte sig med ruten i et år uden den store succes. Og nu er det så Ryanairs tur til at forsøge at få en forretning ud af at flyve mellem Københavns Lufthavn og Liverpool’s lufthavn, der er opkaldt efter den britiske havnebys nok mest kendte bysbarn, Beatles-forsangeren John Lennon.

Fra slutningen af oktober vil Ryanair flyve fire gange om ugen med Boeing 737-800 fly, som er den eneste flytype det irske lavprisselskab har i sin flåde.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle fornylig, så åbner Ryanair til efteråret også en CPH-rute til Sevilla i Sydspanien med to ugentlige flyvninger. De to nye ruter vil bringe Ryanair op på at have 19 ruter ind og ud af Københavns Lufthavn i vinterprogrammet 2017/2018. I det kommende sommertrafikprogram tilbyder Ryanair i alt 21 ruter fra CPH.

Foruden de to nye ruter, så øger Ryanair betjeningen af ruten til Edinburgh fra fire til fem ugentlige rotationer.

Offentlig støtte
Norwegian fløj mellem CPH og Liverpool fra 5. april 2013 til 31. marts 2014. I alt nåede 21.310 passagerer at rejse på ruten, hvilket svarede til en belægning på omkring 40 procent ved tre ugentlige afgange med Boeing 737-800 fly, der har en kapacitet på 186 sæder. Nu kommer Ryanair så ind med samme flytype – men med en ugentlige flyvning mere.

Norwegians Liverpool-rute fik støtte af offentlige midler fra ruteudviklingsprogrammet Copenhagen Connected, som Erhvervs- og vækstministeriet, Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Region Sjælland blandt andet står bag. Copenhagen Connected, der er forankret i Wonderful Copenhagen, er en del af Global Connected, der blev etableret i 2010 for at styrke tilgængeligheden til Danmark.

Ryanair annoncerede i sidste uge, at de til efteråret åbner en rute mellem London Stansted og Aalborg. Den nordjyske lufthavn bliver selskabets fjerde destination i det land, hvor arbejdsretten i 2015 slog fast, at selskabet er forpligtiget til at tegne overenskomster for sine ansatte, hvis det vil etablere baser.

 

Relaterede artikler:

Ny Ryanair-rute fra København til Sevilla

Ryanair kommer til Aalborg Lufthavn

Liverpool-rute støttet af strategiske årsager

Norwegian lukker fire CPH-ruter