(Foto: Morten Lund Madsen)

Norwegian åbner fra København til Stavanger

Fredag den 20. maj åbner Norwegian en sæsonrute mellem København og Stavanger. Dermed er SAS ikke længere alene på ruten.

Norwegian sætter i den kommende sommer en ny destination på rutekortet fra Københavns Lufthavn. Denne gang er det Stavanger på den norske vestkyst, hvortil der kan flyves to gange ugentligt på mandage og fredage.

Fra rutens start flyves der fra Stavanger kl. 09.15 med ankomst i København kl. 10.35. Returflyvningen finder sted fra CPH kl. 11.05 med ankomst i Sola-lufthavnen ved Stavanger kl. 12.20.

Fra den 20. juni ændres fartplanen, således at der bliver afgang fra Stavanger kl. 12.35 med ankomst i København kl. 13.55. Herefter flyves der retur fra CPH kl. 14.25 med ankomst i Stavanger kl. 15.45.

Rute til fritidsmarkedet
I forvejen flyver SAS alene på ruten med op til syv daglige afgange, så Norwegians ugentlige kapacitet på 744 flysæder ventes ikke at flytte alverden.

“Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde en ny direkte rute mellem København og Stavanger. Dette giver mange danskere mulighed for at opleve den fantastiske natur og kultur, som byen og området tilbyder. Den nye rute er endnu en tilføjelse til vores allerede store og ekspanderende netværk fra København, og vi glæder os meget til at byde passagererne velkommen om bord,“ siger informationschef Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

Ruten er tydeligvis rettet mod det fritidsrejsende publikum, hvor der kommer mange asiatiske og amerikanske gæster til det vestlige Norge i sommermånederne. Derimod er antallet af erhvervsrejsende dalende, da olieindustrien i Stavanger er under pres, og derfor har en række selskaber på det seneste reduceret kapacitet eller lukket ruter til den norske olieby.

Foto: Morten Lund Madsen