Koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian (Foto: Norwegian/PR)

Norwegian annoncerer langruter i morgen

Det norske lavprisflyselskab Norwegian har indkaldt til pressemøde i morgen for at præsentere selskabets langdistanceflyvninger. Det sker samme dag som SAS må præsentere en omfattende spareplan.

Der hersker ingen tvivl om, at Norwegians koncernchef Bjørn Kjos har særligt udviklede strategiske og taktiske evner.

Det norske lavprisflyselskab har nemlig indkaldt til pressemøde i morgen torsdag den 8. november for at præsentere selskabets planer for langdistanceflyvninger.

Præsentationen vil finde sted i Felix Konferencenter i Oslo kl. 11.00. Det er blot to timer efter, at SAS-ledelsen har mødt pressen efter præsentationen af resultatet for tredje kvartal ledsaget af en omfattende spareplan samt frasalg af aktiver.

Den særlige sans for timing benyttede Norwegian sig også afi slutningen af 2009, hvor Norweigan holdt et velbesøgt pressemøde på Hlton Copenhagen Airport Hotelmed lanceringen af tre nye danske indenrigsruter præcist samtidig med, at Cimber Sterling havde store vanskeligheder med at få solgt aktierne til den udbudte pris i forbindelse med børsemissionen.

Ruter til Bangkok og New York
Norwegian forventes at offentliggøre ruter fra Oslo og Stockholm til henholdvis New York og Bangkok med den nye Boeing 787 Dreamliner, som selskabet får leveret i løbet af april måned næste år.

Ifølge Norwegian vil de billigste returbilletter ligge på et niveau mellem 2.000 og 2.500 kroner.

Norwegian er da også allerede forberedt på billetsalget, idet den amerikanske østkyst og Thailand er blevet placeret i små bokse på selskabets rutekort på hjemmesiden.