Norwegian sætter langdistanceruter til salg midt i SAS-krise

Norwegian indleder salget af billetter til selskabets nye langdistanceruter i starten af november. I samme periode forventes konkurrenten SAS at offentliggøre en massiv spareplan.

Efter flere års snak og udskydelser er det ved at være lige op over, at Norwegian barsler med salget af de første billetter til selskabets langdistanceflyvninger.

”Billetterne til vores nye langdistanceruter til New York og Bangkok sættes til salg i de første to uger af november,” siger Norwegians informationschef Lasse Sandaker-Nielsen.

Han vil ikke sætte nærmere dato på, men meget tyder på, at Norwegians billetsalg kommer til at starte samtidig med at ærkerivalen SAS offentliggør sin længe ventede spareplan.

SAS kommer med sit regnskab forårets tredje kvartaltorsdag den 8. november. Og senest den dag forventes selskabet at løfte sløret for hvordan de varslede besparelser og frasalg for tilsammen 5,2 mia. kroner skal udmøntes.

Aktiv rolle
SAS og Norwegian har lige siden Norwegians fødsel som lavprisselskab i 2002 kæmpet intenst fra gate til gate. Især på det norske indenrigsmarked har kampen været intens og budt på alt lige fra industrispionage til beskyldninger om chikane i forbindelse med afisning af fly i Oslo Gardermoen. Norwegian har spillet en meget aktiv rolle i at få indført og opretholdt et forbud mod at passagerer kan optjene bonuspoint i SAS’ Eurobonus-program på de norske indenrigsruter – til stor irritation for SAS.

Det er derfor ikke utænkeligt, at Norwegians karismatiske topchef Bjørn Kjos vil forsøge at ”time” opstarten af billetsalget bedst muligt i forhold til at tegne et billede i medierne af forskellen mellem det fremadstormende og succesfulde Norwegian og det kriseramte SAS.

København på rutekortet
Norwegians informationschef bekræfter tidligere udmeldinger fra selskabet om, at Oslo og Stockholm bliver de skandinaviske udgangspunkter for de første ruter, som skal betjenes med selskabets første Boeing 787 Dreamliner. Norwegian forventer at modtage flyet, som er ved at blive bygget i USA, til april næste år og starte ruterne op cirka en måned senere efter træning af piloter og kabinepersonale.

Når selskabet får flere af de i alt seks bestilte Dreamlinere, vil København også komme på rutekortet, forsikrer informationschefen.

Lasse Sandaker-Nielsen bekræfter også, at de billigste billetter får en pris på omkring 2.000 danske kroner.

”De billigste billetter mellem Oslo og New York vil koste omkring 2.000 kroner alt afhængig af efterspørgslen,” siger Lasse Sandaker-Nielsen.