SAS og Norwegian side om side i Københavns Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ny Norwegian-strategi koster CPH dyrt

Københavns Lufthavn har alene i årets første 11 måneder mistet 485.000 passagerer som følge af Norwegians strategi om at gå fra vækst til lønsomhed. Det viser nye trafiktal.

Med offentliggørelse af trafiktallene for november er Københavns Lufthavn tæt på at kunne gøre regnestykket op for udviklingen i passagertallet for hele året.

November bød endnu en gang på et fald i antallet af passagerer i CPH, da 2.164.875 passagerer i november rejste igennem lufthavnen. Det var 46.000 færre passagerer end i november sidste år, svarende til et fald på 2,1 procent.

Ser man samlet på de første 11 måneder af 2019 har CPH haft 28.192.786 passagerer, hvilket er et fald på 0,2 procent i forhold til samme periode i rekordåret 2018.

Tre hovedårsager til nedgang
Københavns Lufthavn peger på tre faktorer, der hver især har påvirket trafikudviklingen væsentligt i 2019:

– Pilotstrejken i SAS har kostet mellem 160.000 og 200.000 passagerer.
– Konkurserne i Primera Air og WOW Air har kostet knap 400.000 passagerer.
– Norwegians nye strategi, hvor selskabet går fra vækst til lønsomhed, har kostet omkring 485.000 passagerer.

“Uden strejker, konkurser og Norwegians justering af trafikprogrammet ville væksten i år have ligget på omkring 2-3 procent, hvis man antager, at nogle rejsende har fundet andre muligheder. Så underliggende har der været en fin fremgang i år, ligesom vi fortsat ser en grundlæggende god efterspørgsel på flyrejser fra passagererne,” siger Thomas Woldbye.

Norwegians nye strategi kommer dog også til at påvirke lufthavnen næste år, da Norwegian har bebuddet, at man ikke længere vil tilbyde langdistanceruter fra København Lufthavn. Det betyder konkret, at Norwegians USA-ruter ikke vender tilbage i den kommende sommer, mens ruterne til Bangkok og Krabi i Thailand lukkes ved udgangen af vintertrafikprogrammet i slutningen af marts 2020.

Tilbagegang for både udenrigs og indenrigs
Faldet i antallet af passagerer i CPH i november gjorde sig gældende på både Europa-ruterne, de interkontinentale ruter og indenrigsruterne.

På de interkontinentale ruter var der en nedgang på 6,8 procent i forhold til november sidste år, mens antallet af passagerer til og fra Europa faldt med 1,1 procent. På indenrigsruterne var der et fald på fem procent.

Passagernedgangen skal dog ses i lyset af, at lørdag sædvanligvis er den mindst travle rejsedag på ugen i CPH – og dem var der fem af i november i modsætning til fire sidste år. Alene det kostede knap 1,5 procent vækst, påpeger Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Flere transferpassagerer
Mens antallet af passagerer generelt falder i CPH, kan lufthavnen glæde sig over, at der fortsat er vækst i antallet af transferpassagerer. Mens antallet af lokalt afgående passagerer faldt med 3,2 procent i november, steg antallet af transferpassagerer med 3,8 procent. SAS står for cirka 80 procent af transfertrafikken i CPH.

“Det er vigtigt for vores position som Nordeuropas førende trafikknudepunkt, at for eksempel danskere, svenskere, nordmænd, baltere, polakker og tyskere vælger at flyve via København og videre ud i verden,” siger administrerende direktør, Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

Norwegians langrute-exit kan påvirke væksten i CPH

Norwegian stopper langdistanceflyvninger fra CPH

Kun 16 procent af CPH-overskud fra flytrafik