Først var det Air France, og nu lukker også Lufthansa sin rute til den norske olieby Stavanger. Det kan være godt nyt for SAS.
Som det andet store europæiske flyselskab har Lufthansa valgt at stoppe sine flyvninger til den norske olieby Stavanger ved sommerfartplanens ophør i slutningen af oktober. Lufthansa flyver i dag tre gange dagligt mellem Frankfurt og Stavanger. Men det slutter selskabet altså med om godt to måneder.
Dermed står Stavangers Sola-lufthavn til oktober til at miste forbindelsen til to store europæiske trafikknudepunkter. Air France besluttede nemlig tilbage i maj at lukke deres rute mellem Paris Charles de Gaulle og Stavanger. En rute, som franskmændene i dag flyver to gange dagligt.
At to af de største europæiske flyselskaber forlader Stavanger er et meget godt billede på den nedgang, som er lige nu i den internationale olieindustri.
Godt nyt for SAS
Et gammelt ordsprog siger dog, at der aldrig er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Og Lufthansas exit fra Stavanger kan være godt nyt for SAS, der sandsynligvis vil kunne tiltrække nogle tidligere Lufthansa-passagerer til ruten til København. Hvor de i dag flyver via Frankfurt ud i verden, så kan det være de i fremtiden vil vælge at flyve via CPH.
SAS får dog ikke Stavanger-markedet for sig selv selvom to af de største aktører forsvinger. KLM og British Airways flyver fortsat til byen på den norske vestkyst. Og især KLM må anses som en hård konkurrent på trafikken ud i Europa.
SAS’ særlige rute fra Stavanger til Houston i USA med et fly kun med business class vil muligvis også have gavn af at Lufthansa og Air France forsvinder. Dermed får de rejsende mellem Stavanger og Houston ikke muligheden for at flyve via Frankfurt eller Paris Charles de Gaulle. KLM og British Airways vil dog fortsat forbinde de to oliebyer via henholdsvis Amsterdam og London Heathrow.
Lufthansa har fløjet til Stavanger siden 2003. Først to gange om dagen og siden tre gange om dagen. Til gengæld er selskabet på det seneste gået fra at benytte et 120-personers Boeing 737-fly til at bruge et 80-personers CRJ-900 fly. Sidste år lukkede Lufthansa sin rute mellem Frankfurt og Bergen.