Birgir Jónsson, administrerende direktør i PLAY, i midten flankeret af piloter og kabineansatte før afgangen mod USA. Foto: PLAY

Nyt kapitel i historien om PLAY

Onsdag gennemførte PLAY sin første flyvning til USA og åbnede dermed et nyt kapitel i det islandske flyselskabs historie. Destinationen var Baltimore/Washington med en Airbus A321neo.

PLAY nåede onsdag en ny milepæl i flyselskabets relativt korte historie, der tog sin begyndelse med premiereflyvning i sommeren 2021.

Det islandske flyselskab sendte det første fly af sted mod USA, og dagen var imødeset med stor spænding. En Airbus A321neo med registrering TF-AEW lettede midt på eftermiddagen fra Keflavik International Airport nær Reykjavik i Island med kurs mod Baltimore/Washington International Airport.

Premiereflyvningen til USA blev behørigt fejret i gaten i Keflavik-lufthavnen, ligesom returflyvningen fra Baltimore/Washington også blev markeret. Fremadrettet vil PLAY flyve dagligt mellem Keflavik og Baltimore/Washington, der er således er den første nordamerikanske destination fra det islandske flyselskab.

Hovedfokus på langruter
Ruten til Baltimore/Washington følges op af yderligere PLAY-ruter til USA. I maj åbner selskabet en forbindelse til Boston Logan International Airport, inden der i juni åbnes en rute til Stewart International Airport, der ligge cirka 105 kilometer nord for det centrale Manhattan.

”Vi har glædet os til denne dag i lang tid, og vi er bare ekstatiske af glæde, nu hvor den endelig er her. De transatlantiske flyvninger vil være hovedfokus i PLAYs operationer, og det var et kæmpe projekt at etablere en forbindelse til et nyt kontinent. Men nu ser vi frugterne af vores arbejde – en veltilrettelagt, pålidelig og ambitiøs tidsplan,” lød det onsdag fra Birgir Jónsson, administrerende direktør i PLAY.

”Vi mærker allerede en stor interesse fra rejsende, og jeg er virkelig overrasket over at være vidne til den ukuelighed, som mine kolleger hos PLAY besidder. Det er på grund af dem, vi kan fejre denne milepæl i vores selskabs historie, og vi ser frem til spændende tider.”

Ligesom ruten til Baltimore/Washington vil også ruterne til Boston- og Stewart-lufthavnene være med daglige afgange.

10 fly og 500 ansatte næste år
Flåden hos PLAY består indtil videre af to Airbus A320neo og tre Airbus A321neo. Ifølge Birgir Jónsson vil PLAY samlet operere seks fly i år, inden flåden vokser til i alt 10 fly inden for de næste 12 måneder.

Til sommer vil PLAY have 300 medarbejdere, hvilket efter planen vil vokse til 500 næste år, når samtlige 10 fly er i drift. Det er således et islandsk selskab, der er fokuseret på vækst og udvikling.

”Vores omsætning i år vil være 10 gange større end sidste år, så vi ser virkelig fødslen af et enormt vigtigt selskab for den islandske økonomi som helhed,” skriver Birgir Jónsson blandt andet i et opslag på Facebook.

PLAY har indtil videre valgt kun at flyve til én dansk lufthavn – nemlig Københavns Lufthavn. I februar i år bekræftede Birgir Jónsson dog over for CHECK-IN.dk, at Billund eller Aarhus er sandsynlige destinationer på rutekortet i 2023.

 

Relaterede artikler:

PLAY vil flyve til lavprislufthavn nær New York

PLAY præsenterer to første USA-ruter

PLAY overvejer Billund eller Aarhus