Forskere ombord på Dassault Falcon 20-flyet. (Foto: Airbus | PR)

Overvåger Airbus A321 på SAF-flyvning

Forskere fra et tysk luft-og rumfartscenter har i en periode fløjet i halen på et Airbus A321neo-fly for at indsamle oplysninger om, hvilken effekt brugen af bæredygtigt brændstof har på flyvningen.

Selvom der er bred enighed om, at sustainable aviation fuel (SAF) – bæredygtigt flybrændstof – er et af de værktøjer, der i den nærmere fremtid skal bidrage til at sænke klimaftrykket fra luftfartsbranchen, udestår der fortsat en række spørgsmål, som der skal findes svar på.

Airbus og flere samarbejdspartnere har sat sig for at forsøge at opklare nogle ubesvarede spørgsmål med et projekt, der bærer navnet VOLCAN, hvilket er et akronym for et fransk navn, der oversat til dansk betyder ’flyvninger med nye alternative brændstoffer’.

Projektet afvikles i samarbejde med motorproducenten Safran og Dassault Aviation, der fremstiller militærfly og business jets. Derudover støttes det af forskningscentrene ONERA og CORAC samt transportministeriet i Frankrig.

Første gang med single aisle-fly
Siden slutningen af februar har man i regi af projektet gennemført en række tests af fordelene ved at flyve med 100 procent SAF modsat traditionelt jetbrændstof. Disse har særligt været fokuseret på indsamling af oplysninger om udledninger, der ikke er CO2, samt udvikling af kondensstriber.

Undersøgelserne er blevet foretaget ved en række flyvninger med et Airbus A321neo-fly (D-AVZO), der er udstyret med motorer af typen LEAP-1A, som produceres af CFM International. Det har udelukkende haft bæredygtigt flybrændstof i tankene.

Man har tidligere gennemført lignende undersøgelser med både et Airbus A350- og et A330 MRTT-fly (Multi Role Tanker Transport), men den nuværende forsøgsrække er første gang, at man i dette projekt undersøger effekterne af flyvninger med 100 procent SAF på et single aisle-fly fra Airbus.

Forskere følger efter
Oplysningerne om effekterne indsamles af et følgefly, der er et ombygget Dassault Falcon 20-fly med registreringsnummeret D-CMET. Det flyver omkring 100 meter bag Airbus-flyet og opfanger en del data gennem sensorer, der er påmonteret flyet.

Ombord er forskere fra det tyske luft-og rumfartscenter DLR, som efterfølgende vil analysere det data, der er blevet indsamlet undervejs på flyvningen. Centret har også undersøgt effekten af SAF på luftkvaliteten i Københavns Lufthavn.

Torsdag i denne uge fandt den seneste flyvning sted, hvor A321neo’en og følgeflyet lettede fra Airbus’ faciliteter i Toulouse. Herefter var flyene i luften i flere timer i forsknings øjemed.

I øjeblikket tillader lovgivningen ikke, at der foretages kommercielle flyvninger, hvor der udelukkende benyttes SAF. Yderligere kan de passager- og militærfly samt helikoptere, som Airbus fremstiller i dag, højest flyve med en iblanding på 50 procent af brændstoffet. Hensigten er dog, at de skal kunne flyve på 100 procent SAF inden 2030, oplyser Airbus.


Relaterede artikler:

ATR arbejder mod 100 procent SAF-motorer i 2025

Tysk luft-og rumfartscenter skal måle luften i CPH

Første grønne flyvning over Atlanten i 2023