Københavns Lufthavns tværbane 12/30.

Pilot: Banelukning vil give større fejlrisiko

Lukningen af Københavns Lufthavns tværbane vil give flere afbrudte landinger og større risiko for pilotfejl samt dårlige passageroplevelser, advarer en pilot.

En pilot blander sig nu i debatten om lukningen af Københavns Lufthavns såkaldte tværbane, som er en del af lufthavnens udvidelsesplaner, der skal gøre den istand til at håndtere 40 mio. passagerer.

I et læserindlæg i Berlingske onsdag rejser flykaptajn Carsten Brokopp en række bekymringer omkring lukningen af tværbanen, der – som navnet antyder – går på tværs af lufthavnens to hovedbaner. Det gør den ideel til starter og landinger ved kraftig sidevind. Men for at få plads til en forlængelse af Finger B og en ny satellitterminal, så har Københavns Lufthavn planer om at lukke tværbanen. Det vil formentlig ske indenfor 5-8 år.

Tværbanen er i Carsten Brokopps optik ikke kun til gavn, når sidevind helt udelukker landinger på hovedbanerne. Den er også med til at gøre indflyvning og landing i perioder med knap så kraftig vind mere behagelig for passagererne.

”Selvom det er fuldt forsvarligt at lande, er der ingen grund til at udsætte vores passagerer for denne ukomfortable indflyvning i turbulens, når landing på tværbanen vil være rolig og komfortabel. Men lufthavnen er ligeglad med, hvorledes indflyvningen opleves af passagererne. Det betyder ingenting for deres regnskab,” skriver Carsten Brokopp i læserindlægget.

Han ser tværbanen som en fantastisk kvalitet, der gør, at sidevinden næsten aldrig bliver for kraftig, uanset vindretning, styrke og baneforhold.

”Hvorfor tvinge operationen ud til grænsen, når man med en tværbane kan gøre det langt mere komfortabelt?,” spørger Carsten Brokopp retorisk.

Desuden er den til gavn for hurtig og smidig trafikafvikling. Det er til glæde for passagererne, der undgår kø og ventetid både under start og landing, pointerer flykaptajnen, der dagligt flyver ind og ud af lufthavnen.

To ulykker under go-around
Carsten Brokopp forstår ikke hvorfor piloter og passagerer skal miste de fordele, som tværbanen giver. Det vil give mindre manøvrerum. Han forudser, at antallet af afbrudte indflyvninger og landinger – i fagsprog kaldet go-arounds – vil stige, når der fremover kun kan landes på hovedbanerne 22R/04L og 22L/04R. Ganske enkelt fordi man som pilot vil komme tættere på de fastsatte begrænsninger.

Han understreger, at afbrudte indflyvninger og landinger ikke i sig selv udgør en sikkerhedsrisiko, da det er en normal manøvre, som en pilot træner til perfektion. Men arbejdsbelastningen øges når flyet er nødt til at stige og gå rundt til en ny indflyvning, hvorved risikoen for fejl også øges.

”Derfor er det bekymrende at konstatere, at der i 2016 er sket to ulykker med internationalt anerkendte selskaber netop under en go-around,” pointerer Carsten Brokopp i læserindlægget.

I Københavns Lufthavn ønsker man ikke at forholde sig til Carsten Brokopps konkrete pointer. I stedet peger lufthavnen på, at andre lufthavne klarer sig fint uden tværbane.

“Vi planlægger ikke at gøre noget ved banen i morgen, og vi bygger naturligvis først på banen, når der er brug for det. Tværbanen anvendes meget lidt, og i mange – også væsentligt større – lufthavne har man slet ikke tværbaner,” siger kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, Henrik Peter Jørgensen, og fortsætter:

“Vi er i gang med at analysere grundigt på hele sagen, og vi er i tæt dialog med flyselskaber og andre relevante aktører om konsekvenser og muligheder, og vi vil naturligvis kæmpe for at minimere antallet af aflysninger og forsinkelser. Men vi ønsker ikke at komme i samme situation som andre lufthavne og lande, der allerede i dag er stækket af mangel på kapacitet.”

Regering bør træde i karakter
Indsparket kommer i kølvandet på kritik fra SAS af banelukningen. SAS frygter, at de vil være nødt til at aflyse mindst 500 flyvninger om året, hvis tværbanen lukkes. SAS mener, at lukningen af tværbanen er så vigtig for hele Danmarks infrastruktur, at beslutningen ikke bare kan overlades til Københavns Lufthavn. Derfor opfordrede SAS i mandags transportministeren og regeringen til at blande sig.

”Regeringen bør træde i karakter og få lavet sin egen analyse for at sikre, at der ikke findes andre løsninger som brugbare alternativer til en meget alvorlig banelukning,” sagde Lars Wigelstop Andersen, direktør for public affairs i SAS, mandag til CHECK-IN.dk.

SAS kommer dog til at vente lidt inden regeringen og transportministeren kommer på banen.
”Hvis Københavns Lufthavne vil nedlægge tværbanen 12/30, skal de i første omgang ansøge Trafik- og Byggestyrelsen, hvor sådan en ansøgning vil blive behandlet. Så længe der ikke foreligger en færdigbehandlet ansøgning, har jeg ingen kommentar til sagen,” sagde transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt mandag til CHECK-IN.dk.

Københavns Lufthavn havde sidste år 26,6 mio. passagerer. Hvis passagertallet i de kommende år vokser med optimistiske 10 procent om året, så vil man allerede i 2019 nå 38,9 mio. passagerer og 42,8 mio. passagerer i 2020. Hvis den gennemsnitlige vækst i de kommende år kun er fem procent, så vil man passere 40 mio.-mærket i 2024 med 41,2 mio. passagerer.

Ny satellitterminal
For at det kan lade sig gøre at håndtere så mange passagerer, så er det nødvendigt at bygge til i massivt omfang, mener man i Københavns Lufthavn, der i 2014 præsenterede den ambitiøse udbygningsplan ”Expanding CPH”.

De to sidste etaper i ”Expanding CPH” er en kraftig forlængelse af Finger B og en helt ny satellitterminal for enden af Finger A. De to projekter vil sandsynligvis først blive sat i søen, når CPH’s passagertal begynder at nærme sig 40 millioner. Og det vil de for at flyselskaberne kan parkere de fly, som skal til for at transportere de mange nye passagerer.

”Vi gør det for flyselskabernes skyld, så der er standpladser nok,” understregede pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn mandag overfor CHECK-IN.dk.

Forlængelsen af Finger B og opførelsen af satellitterminalen vil ifølge lufthavnen give flyselskaberne mulighed for at gennemføre 55.000 ekstra operationer om året. Det vil være en forøgelse af antallet af operationer med mere end 20 procent i forhold til i dag.

 

Relaterede artikler:

SAS vil have minister ind i bane-strid

CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger

Borgere skælder ud på Københavns Lufthavn

Krydsvind og sne gav udfordringer i CPH

Københavns Lufthavn åben igen

CPH klar med ambitiøs udbygningsplan

CPH præsenterer sin plan for fremtiden