Primera Air Boeing 737. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Primera Air lancerer ny hjemmeside og nye produkter

Charterflyselskabet Primera Air har en nicheforretning med at sælge “fly only”-billetter. Ny hjemmeside og nye kabineklasser skal gøre det produkt mere attraktivt.

I knap tre år har det dansk-lettiske flyselskab Primera Air solgt overskydende pladser på sine charterflyvninger som ”fly-only”-billetter. Det startede i efteråret 2013 med at være pladser på en ugentlig færgeflyvning mellem Island og København til i dag at blive tilbudt på en lang række af selskabets ruter fra Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn til De Kanariske Øer og landene omkring Middelhavet.

Nu har Primera Air taget en række initiativer, som skal være med til at gøre ”fly-only”-produktet endnu bedre.

Først og fremmest er selskabets hjemmeside blevet mere målrettet mod billetsalg til privatpersoner. Flybilletterne kan blive booket med fem simple trin, ligesom passagererne kan ændre deres booking, købe tillægsprodukter og betale med det samme. Primera Air mener selv, at hjemmesiden er funktionel, let at navigere rundt på og giver den bedst mulige brugeroplevelse inden for flyselskaber.

Desuden kan hjemmesiden bruges på alle platforme. Den funktion var et centralt fokuspunkt i arbejdet med at udvikle den nye hjemmeside, da over 40 procent. af Primera Air’s passagerer booker deres flybilletter fra enheder som tablets og smart phones.

Rejse uden besvær
Samtidig har selskabet lanceret en ny produktlinje for at imødekomme alle tænkelige behov hos passagererne, som selskabet selv udtrykker det. I udarbejdelsen af de nye produkter har selskabet trukket på sin erfaring og feedback fra kunderne og skabte noget nyt.

Primera Air har lanceret tre forskellige klasser. Den første er Primera Light, som er for dem, som gerne vil rejse hurtigt og let. Den anden er Primera Comfort, som er til dem, som gerne vil have lidt ekstra komfort og rejse uden besvær med indchecket bagage og fast sæde inkluderet i prisen. Og endelig er der produktet Primera Premium. Det er for de passagerer, som ikke kun vil have fuld service såsom måltider, bagage, sæde og en række andre fordele, men som også ønsker fleksibilitet. Passagererne kan ændre navnet på billetten, datoen og endda få refunderet billetten når som helst.

Produkterne blev lanceret i juli og de første ugers billetsalg viser, at 19 procent af de rejsende foretrækker Comfort-klassen, mens kun tre procent vælger Premium.

Planlægger flådeudvidelse
Det er muligt at booke flybilletter hos Primera Air mere end 14 måneder før man ønsker at rejse.

Primera Air er en del af Primera Travel Group, som består af en række større rejsearrangører i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island og er en succesfuld blanding af charter- og rutefly for rejsearrangører, mindre rejsebureauer og private. Primera Air har otte Boeing 737-fly fra Next Generation-serien og flyver fra de nordiske lande til over 20 feriedestinationer. Primera Air planlægger en udvidelse af flåden i 2017 med yderligere to Boeing 737-fly.

 

 

Relaterede artikler:

Primera Air: To nye fly på vej

Primera Air udvider rute-tilbud

Primera udbyder flybilletter på flere charterflyvninger