AirBaltic A220-300. (Foto: Kārlis Dambrāns | Creative Commons 2.0)

Reducerer med 50 procent frem til 31. oktober

Lettiske airBaltic har reduceret kapaciteten med 50 procent fra 15. april og resten af sommertrafikprogrammet. Selskabet beholder ruterne fra København og Billund.

Mens mange flyselskaber blot har justeret kapaciteten, så længe at myndighedsrestriktionerne varer, så har lettiske airBaltic valgt at gå mere drastisk til værks.

I erkendelse af, at efterspørgslen ikke vender tilbage lige med det samme, har selskabet fjernet omkring 50 procent af kapaciteten frem til den 31. oktober. Dermed bliver det muligt løbende at indfase kapaciteten efterhånden som markedet retter sig.

“I betragtning af, hvor meget efterspørgslen er påvirket, planlægger vi øjeblikket en gradvis genstart af vores operationer. Når det bliver muligt, vil vi starte op med et reduceret antal fly, som vil flyve dagligt på vores største ruter. For hver uge vil flere fly vende tilbage i drift, så vi kan udvide antallet af flyvninger,”siger Martin Gauss, koncernchef i airBaltic.

Herudover vil airBaltic også udsætte opstarten af de nye ruter, der var annonceret i sommertrafikprogrammet fra både Riga, Tallin og Vilnius, ligesom det også kommer på tale midlertidigt at indstille et antal ruter.

Fra Q400 til Airbus A220 på danske ruter
For det danske marked var det oprindeligt planen, at airBaltic skulle flyve tre gange dagligt mellem København og Riga på alle ugens syv dage. Men når airBaltic tidligst den 15. april genoptager trafikprogrammet, vil der blot være én daglig aftenrotation fra København til den lettiske hovedstad, og i løbet af sensommeren vil endnu en afgang blive tilføjet.

Fra Billund Lufthavn forventer airBaltic først at komme i gang den 15. juni, hvorefter der flyves dagligt resten af sommertrafikprogrammet. Oprindeligt var det planen, at der skulle flyves 10 gange om ugen hele sommeren.

Til gengæld kan de to danske lufthavne glæder sig over, at airBaltic kun vil benytte Airbus A220-300 i stedet for de planlagte Bombardier Dash-8 Q400 turbopropfly. Dermed bliver der 145 sæder per afgang i stedet for 76.

Ifølge trafikprogrammet vil airBaltic tilsyneladende lade selskabets 12 Bombardier Q400-fly blive stående på jorden, således at trafikken vil blive afviklet med en enhedsflåde på indtil videre 22 Airbus A220-300.

 

Relaterede artikler:

AirBaltic fortsætter imponerende vækstrejse

Billund-Frankfurt skal flyves af airBaltic

AirBaltic øger til 16 ruter i Norden