Mora Flygplats. Foto: Skistar, CC 3.0

Regionale svenske lufthavne vil have regeringen på banen

Passagerudviklingen går den forkerte vej for de regionale lufthavne i Sverige, og derfor lancerer de nu et opråb til regeringen om at træde til med hjælp.

Mange regionale svenske lufthavne tabte et anseeligt antal passagerer i løbet af 2019. Antallet af rejsende i de mindre lufthavne faldt med over det dobbelte i forhold til de større statslige lufthavne.

Mens de lufthavne, den svenske stat driver, tabte fire procent, faldt den regionale passagertrafik med 10 procent. Enkelte lufthavne mistede sågar helt op til 30 og 40 procent i det forgangne år – herunder Jönköping, Karlstad, Skellefteå og Mora.

Antallet af passagerer faldt i 16 regionale lufthavne, mens små 10 lufthavne oplevede lille fremgang. Samlet set faldt antallet af regionale svenske flyrejser med 275.000 i 2019.

Vil bevare tilgængelighed til hele Sverige
Mens den svenske lufthavnsoperatør Swedavia driver de største lufthavne i Sverige – herunder Stockholm-lufthavnene Arlanda og Bromma – er det de enkelte kommuner, der driver mange af de regionale og langt mindre lufthavne rundt om i landet.

De større lufthavne genererer typisk overskud, mens de kommunale lufthavne kæmper med økonomien. Det kan virke paradoksalt, når de fleste flyruter fra de regionale lufthavne går til de stærke Stockholm-lufthavne. Derfor har den administrerende direktør for Svenska Regionala Flygplatser, Peter Larsson, skrevet et indlæg, hvor han anmoder den svenske regering om at komme på banen.

”Dette er erfaringer, som regeringen har gjort. Men intet forslag eller beslutning er blevet forelagt,” skriver han.

”For os handler det om at bevare tilgængeligheden for små og sårbare kommuner. Men mindst lige så vigtigt er det at sikre, at ambulanceflyvninger og brandrekognoscering kan fortsætte med at operere fra lufthavne i hele landet.”

Klimafokus skal hjælpe til
Årsagerne til de nedadgående passagertal i de svenske regionale lufthavne kan være den indførte flyskat og begrebet flyskam, som i løbet af 2019 vandt indpas i Sverige. De mindre lufthavne, som har haft store tilbagegange, har lidt under, at flyselskaber enten helt eller delvist har lukket regionale ruter.

Men Svenska Regionala Flygplatser opgiver ikke modet så let. Der kører et projekt kaldt Green Airport, som vil gøre næsten alle lufthavne klimaneutrale. Man gør det lettere for flyselskaberne at tanke biobrændstof, og på Säve-flypladsen ved Gøteborg er Heart Aerospace i gang med at udvikle elektriske fly.

Afventer forsinket lufthavnsrapport
Peter Larsson fra Svenska Regionala Flygplatser påpeger, at luftfart i Sverige tegner sig for cirka tre-fire procent af den samlede CO2-udledning fra landet. En statslig trafikanalyse har vist, at otte procent af luftfartens CO2-udslip stammer fra de regionale lufthavne – resten fra de statslige lufthavne.

”Regeringen burde være i stand til at gå videre med Flygplatsöversynen (gennemgang af de svenske lufthavne, red.) til fordel for vores regionale lufthavne. Det handler om at beslutte et langsigtet og bæredygtigt system for alle lufthavne i Sverige. Ikke kun for nogle. Det er rimeligt, at virksomheder og borgere i hele landet har de samme forudsætninger og muligheder. Passagerstatistikken for 2019 er derfor passende til eftertanke,” lyder det fra Peter Larsson.

Han fortæller, at Svenska Regionala Flygplatser siden 2018 har ventet på Flygplatsöversynen, der tager højde for de regionale lufthavnes sårbarhed. Den skulle være afsluttet i 2019, men der er endnu ikke kommet nyt fra regeringskontorerne, siger Peter Larsson.

 

Relaterede artikler:

Fire nye fly til svensk regionalflyselskab

Svenske passagertal styrtdykker

Flyskam rammer svensk luftfart