Heathrow Airport kan blive ramt en af en strejke, som vil give forstyrrelser i flytrafikken. 650 grænsekontrolansatte planlægger at nedlægge arbejdet i slutningen af august.
En langvarig strid om arbejdsvilkår risikerer at ramme flytrafikken i Heathrow Airport (LHR), der er Europas største.
650 grænsekontrolansatte har varslet en tredages strejke fra den 31. august til den 3. september. Herefter vil man i tre uger arbejde efter reglerne, som indebærer, at man blandt andet ikke vil påtage sig overarbejde.
Ifølge fagforeningen Public and Commercial Services (PCS), der organiserer personalet, vil en strejke sandsynligvis ”forårsage alvorlige forstyrrelser”. PCS siger, at årsagen til den planlagte strejke er, at man er blevet påtvunget ændringer i arbejdsvilkår og arbejdsbetingelser.
Det britiske indenrigsministerium, hvor grænsepersonalet er ansat, oplyser, at man har ”robuste planer for at minimere forstyrrelserne, hvor det er muligt”. Det skriver BBC.
Ufleksible vagtplaner
Striden drejer sig blandt andet om ufleksible vagtplaner, og den begyndte i april i år, da de ansatte i grænsekontrollen strejkede.
”Vores hårdtarbejdende medlemmer i Heathrow Airport sætter en stor ære i at holde vort lands grænse sikker, men mange bliver tvunget til at forlade et job, de elsker,” siger Fran Heathcote, generalsekretær i PCS.
Hun tilføjer, at personalet bliver bedt om at vælge mellem at drage omsorg for deres nærmeste eller deres job.
”Vi ved, at en strejke kan medføre alvorlige forstyrrelser for rejsende, der benytter Heathrow Airport i slutningen af sommeren. Men strejken kan undgås, hvis arbejdsgiveren lytter til medlemmernes bekymringer,” lyder det fra Fran Heathcote.
Vil fortsætte samtaler
BBC oplyser, at Heathrow Airport henviser til Indenrigsministeriet, som er arbejdsgiver for grænsekontrolpersonalet. En talsmand for lufthavnen understreger dog, at man tidligere har været udsat for arbejdskampe og dermed har erfaring med at håndtere disse situationer og minimere forstyrrelserne.
En unavngivet talsmand for indenrigsministeriet siger til BBC:
“Vi sætter pris på det utrættelige arbejde, som grænsekontrollen gør for at holde vores grænser sikre, og vi er forpligtet til at fortsætte vores samtaler med fagforeningen, så vi kan finde en aftale, der fungerer for både offentligheden og personalet.”
Heathrow Airport har øget trafikken siden pandemien, og i løbet af sommeren er flere rekorder blevet slået. Lufthavnen havde i juli således 7.980.000 passagerer. Lufthavnen nær London er Europas største foran Amsterdam-Schiphol (AMS), Frankfurt (FRA), Madrid (MAD) og Paris-Charles de Gaulle (CDG).
Relaterede artikler:
Woldbye: Sigter mod otte millioner passagerer